Novo har genvundet garvet chefanalytikerens gunst, og han ser nu frem mod en vigtig begivenhed.

Lau Svenssen, chefanalytiker i Svenssen & Tudborg, har øget sin beholdning i den danske folkeaktie. Han tror, at aktien kan stige markant efter en cocktail bestående af nyt logo og udsigter til nye udmeldinger fra medicinalfirmaet. 

»Jeg tror, at det, som de er i gang med nu, er at rebrande sig og gerne vil ud og fortælle om det. Det er en markering af, at nu kan vi igen. Derfor har jeg valgt at købe tredobbelt op i forhold til det, som jeg havde før.« 

Uden at sætte præcise ord på, hvor mange aktier han har i det danske selskab, der er kendt for sælge diabetes- og fedmemedicin, siger Lau Svenssen dog, at han nu har tre fjerdedele af de Novo-aktier, som han gerne vil have. 

Lau Svenssen ser så stort potentiale i Novo-aktien, at han vurderer, at den kan stige 41 pct. fra den nuværende kurs. Han ser for sig, at Novo-aktien ligger på 400 kr. inden for de næste 12 måneder.

»Spørgsmålet er, hvornår aktien begynder at køre opad igen. Jeg tror egentlig, at den skal op og koste 400 kr. Jeg ser nogle konturer af, at de shiner sig selv op igen og fortæller om deres planer. Det markerer for mig, at de føler sig tilbage i god form, og at det nu skal gå fremad.«

Novos rebranding falder ifølge chefanalytikeren sammen med selskabets kapitalmarkedsdag på mandag 21. september. Det er netop den begivenhed, som aktiehajen ser frem mod: 

»Jeg ser rebrandingen som et signal om, at man på mandagens møde har noget fornuftigt at fortælle om: Bedre styr på produktionen, prissætning i USA og hvordan deres pille adskiller sig fra Eli Lillys,« siger Lau Svenssen og fortsætter:

»Og jeg vil jo helst være på forkant med tingene og købte så op i mandags.« 

Aktien i den danske medicinalgigant, som står bag blandt andet Wegovy og Ozempic, er den sidste måned faldet 5,9 pct., men Lau Svenssen mener, at Novo-aktien allerede har nået sit absolutte bundniveau.

Udover navneskiftet fra Novo Nordisk til blot Novo, har selskabet også ændret sit logo, så den ikoniske apistyr nu vender mod højre og ser frem mod logoet.

Aktien i Novo koster i skrivende stund 283,55 kr., og stiger 1,5 pct. Aktien er det seneste år faldet 27,7 pct.