I takt med at prisen på sølv er skudt i vejret, er Lau Svenssens private aktieportefølje blevet forgyldt.

Men efter en trecifret stigning i aktiekursen i et sølvmineselskab, må det nu være nok, mener den garvede investor, som derfor har solgt ud. Han tror nemlig, at prisen på sølv snart har nået sit foreløbige højdepunkt.

Det var tilbage i april 2024, at Lau Svenssen så sig lun på aktien i det canadiske sølvmineselskab First Majestic Silver

Dengang købte han også op i en række andre selskaber, hvor kursen blandt andet kunne vinde på, at ædelmetaller som guld og sølv ville stige i pris.

De andre aktier ejer han ikke længere, men First Majestic Silver forblev i porteføljen, fordi kursen ikke rigtigt rykkede sig.

»Den ville ingenting. Det var først fra august sidste år, at den begyndte at stige. Der skete ikke en skid, så jeg var brændt inde med den,« lyder det fra Lau Svenssen, der erhvervede sig aktien for omkring 6 dollar.

I dag skal man af med mere end 22 dollar for at få fingrene i en First Majestic Silver-aktie - og dermed skal der ikke meget hovedregning til for at regne ud, at Lau Svenssens afkast på aktien lyder på omkring 270 pct.

Læs også: Aktiechef forudser: Ny toldudvikling kan sende danske aktier op

»Jeg sad og tjekkede op på mine aktier, og nu mener jeg altså, at vi er nået så højt op, at vi skal passe på. Man bør spørge sig selv, om man vil vente til, at en aktie topper, eller om man vil være proaktiv og sælge,« siger den erfarne investor og tilføjer:

»Der skal jo også være noget til den næste. Er der ikke en gulerod, kan jeg ikke forlange, at nogen vil købe mine aktier.«

At Lau Svenssen nu har solgt ud bunder også i, at han tror, at sølvprisen er ved at have nået et mætningspunkt for nu. Sølvprisen er da også steget vanvittigt det seneste års tid, hvor fremgangen lyder på mere end 200 pct.

I samme periode er prisen på guld steget omkring 80 pct. 

»Når udsvingene er meget store, er det fordi, der er meget spekulation,« forklarer Lau Svenssen, der hæfter sig ved, at prisen på guld de seneste 15 år har været op mod 100 gange højere end prisen på sølv.

I dag er prisen kun 50 gange højere.

»Den er reelt set overperformet,« konstaterer Lau Svenssen og fortsætter:

»Derfor tænker jeg, at lige pludselig kollapser det. Det er i hvert fald muligt.«

Læs også: Strateg ramte børsraket sidste år - nu peger han på ny vinder

Læs også: Amerikansk højdespringer er steget over 1.000 pct. på under et år - storbank spår yderlig stigning

Millionærklubben

Selv i tider, hvor verden ændrer sig, er der stadig data, fakta og konkrete holdepunkter at læne sig op ad. Det mener i hvert fald dagens gæst, aktiestrateg Ole Søeberg fra investeringsselskabet Brock Milton Capital. Hør, hvad der styrer hans ‘investerings-skib’ i 2026 og få hans råd til, hvad man særligt bør holde øje med.  I studiet tager aktiechef Michael Friis Jørgensen fra HC Andersen Capital en tur rundt i gårsdagens regnskab fra Netflix og sætter scenen for en spændende handelsdag med Davos-taler, regnskaber og hvad der umiddelbart ligner nervøse investorer.  Vært: Bodil Johanne Gantzel