Lau Svenssen: Indtryk fra en tur med Aalborgbåden i 2021

 

Advarsel: den følgende artikel er en form for causeri om nedturen i den nuværende tidsepoke og konsekvenserne ved suboptimering i udnyttelsen af de tiltag, som den centralistiske elite lancerer for at holde os alle beskæftiget, så vi ikke kan opdage meningsløsheden i denne indsats. ################################################################################

Ferieoplevelser kan være nyttige og give indsigt i andre forhold end det man oplever i den daglige trommelom. Det ligner kunstværker: man skal være på afstand for at kunne betragte tingene ret. Min rejse i sommerferien omfattede blandt andet nogle dage med et ophold i Aalborg.

Det er 50 år siden Aalborgbåden stoppede rutetrafikken fra København, og nu til dags klarer fly opgaven for gående passagerer. Jeg kom dog sikkert frem med bil på Corona-isoleret måde og havnede midt i bystyrets igangsatte vejarbejder i centrum. Der er jo frigivet penge til opgaver.

Så sent som 1966 bestilte DFDS to nye Aalborgbåde. Ledelsen var helt ude at trit med udviklingen, og de to nye passagerskibe blev sat ind i 1969/70. Den gik bare ikke, Granberg. Tiden var passé. Farvel og tak allerede i oktober 1970. Man havde ikke lyttet til Sirenernes advarende sang, og skibet Aalborghus fik da også et nyt og mere passende navn, Dana Sirena. Sammen med søsterskibet måtte de i stedet uden større held prøve sig frem med rutesejlads i Middelhavet. Sic transit gloria mundi.

Men Aalborg ligger jo ved Limfjorden, og det kan stadig lade sig gøre at se byen fra sin smukkeste side. M/S Kysten er en 80 år gammel dame, og ejeren tilbyder havnerundfart i Aalborg mod enten øst eller vest. Det er pengene værd – med mindre man lider af psykiske problemer med depression.

Udlevet aktivitet er afløst af luksusbyggeri ved havnefronten

Byen har bredt sig vidt ud, men der ligger fortsat marker tæt på centrum mod nordøst. Der er dog stadigvæk masser af centralt beliggende tomme områder nord for Limfjorden i Nørresundby, hvor byggeriet nu for alvor skal i gang. Alle med pengepungen i orden vil tilsyneladende gerne bo ved vandet - uanset skibstrafikken er sporadisk. Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Byggeområdet strækker sig helt ud til mange investorers mareridt: hovedkontoret for det hedengangne OW Bunker.

Aalborg har været en flittig by med stor aktivitet inden for handel og produktion. Sådan er det ikke længere selv om der er en del tilbage og nye firmaer kommer til. Aalborg Portland (ejet af Cementir) og Aalborg Industries (ejet af Alfa Laval) findes stadigvæk. Selskabet DESMI, som en gang var på børsen, udvikler sig markant, fortælles det. RTX og GomSpace er nyere virksomheder, som har kunnet støtte sig til kernekompetencen på Aalborg Universitet inden for ingeniørfeltet i IT og radiokommunikation. Der er også driftige folk inden for fast ejendom og entreprenøropgaver. Spar Nord Bank fra Aalborg har klaret skærene trods megen modgang i årenes løb for rigtige virksomheder, fiskere og landmænd i Nordjylland, som udførte ærligt arbejde. Det er der bare ikke penge i her i landet, hvor timelønnen skal indeholde et skattebeløb som fordobler satsen. Farvel.

Aalborg er da også udlevet som erhvervsmagnet. Tomrummet udfyldes i stedet med nyt, dyrt luksusbyggeri (forbrug) og offentlige institutioner, primært universitetet og kollegier (formentlig nogle af verdens bedst beliggende) plus kulturhuse. Det finere publikum skal tilsyneladende have tilbud i et stort omfang. Skal det mon opveje den store kapacitet i byens livlige værtshusmiljø? Spritfabrikken er nedlagt i lighed med meget andet, og her er der angiveligt også et kulturhus på vej. Opgør man det som Sædetimer i åbningstiden for at opnå en fin profil udadtil? De unge studerende kan more sig i Jomfru Ane Gade så længe SU’en rækker, og herefter flyttes festen ned på havnefronten og skifter til købmandspris. Der er så kort vej hjem til kollegierne tæt ved havnefronten, at de næppe kan fare vild.

Aalborg afspejler bare tidens galskab

Det er næsten gratis at låne penge takket være en ekstrem lempelig pengepolitik. Meningen var vel dybest set at stimulere vækst og investeringer for at skabe robuste arbejdspladser - og dermed tilfredse vælgere. Men sådan er det ikke gået. I stedet bed forsigtighed og tilbageholdenhed sig fast fra virksomhedernes side. De ønsker ikke at tage fat på nye store satsninger. Verden er blevet mindre stabil omkring afsætning, og ny teknologi med IT udvikler sig så hurtigt, at man let kan ende i en situation med behov for udskiftning inden den første satsning har vist sin værdi og betalt sig hjem.

Danskerne er ikke dynamiske med vovemod og aktive satsninger på nye firmaer og aktier. Nej, vi foretrækker at udvide formodet sikker satsning på fast ejendom. Med lidt held kan man få vinden i ryggen og skifte opad til en stadig bedre og dyrere bolig. Aktiegevinster beskattes jo, mens gevinster ved salg af en bolig, som noget af det eneste her i landet, er friholdt for skat (ud over den løbende ejendomsskat og ejerboligbeskatning). Samtidig er der næsten skemabestemt adgang til kreditfinansiering på 80 pct. og mulighed for afdragsfrihed samt Flexlånsrenter. Automat-gearing.

Jeg undrer mig over styrken i købekraften bag Aalborg’s byggeboom og den efterfølgende kædedans med videresalg til stigende priser. Eventyret er imidlertid blot en gentagelse af forløbet i stribevis af andre større byer. Det undrer mig ligeledes. Pointen synes at være en ringvirkning nedad til stadig flere byer. Køberne ser ikke ud til at nære nogen frygt for klimaideologernes påstand om udsigt til stigende vandstand, og de ønsker heller ikke Simple Living. Men man kan jo altid vise sin gode samvittighed ved at anskaffe sig en Tesla – betalt med en kapitalgevinst. Det er Strandvejslogik.

For mig at se er der tale om big time luksusforbrug (ressourcebelastning) med en tvivlsom afkastmulighed for projektet samlet set. Beliggenhed er et afgørende punkt for en boligs pris, men udsigt til en død havn er skrækkelig. Livets meningsløshed er flyttet fra Nordkraft op i højhusene på havnefronten. Men her giver kampen for at kunne betale de store boliglån måske en ny form for mening med livet?

Havnefrontsbyggerier kan være fantastiske, men det gælder ikke, når der ligger blokke på stribe. De udgør en gigantisk fejlinvestering af samfundets kapital. Men det må køberne jo selv om, hvis de ønsker at satse på et yderligere boom og er i stand til at betale for hele gildet. Mekanismen i udviklingen er suboptimering fra de enkelte involverede parters side.

Højhusene er opført tæt og vil forblive stående uanset om renten ryger i himlen eller jobsikkerheden blæses bort. De lykkelige ejere sidder med Sorteper. I næste runde skifter problemet så over til realkreditselskabet og dets ejer, der i reglen er en stor bank. Herefter havner regningen enten hos alle de andre låntagere (højere administrationsomkostninger), obligationsejerne (konsekvens: lavere pensioner) eller skatteyderne ved fallit med behov for en rekonstruktion. Hvis det går galt.

Finanskrise no. 2 opføres i disse år i skalmuret beton – på gamle havnekajer i Aalborg, København, Nyborg, Svendborg, mv. Det samme udfolder sig talrige andre steder i I-landene.