Aktien hos det danske vaccineselskab Bavarian Nordic har haft det hårdt i år, hvor den indtil videre er faldet omkring 38 pct. 

Den erfarne investor og faste porteføljeforvalter i Millionærklubben, Lau Svenssen, har længe investeret i aktien – og nu mener han, at det kan være på tide at købe op igen. Det fortæller han i fredagens udgave af Millionærklubben, hvor en lytter spørger, om det kan være på tide at købe op. 

»Nu er vi nede, hvor jeg begyndte, så nu kan jeg godt købe nogle flere, fordi nu er værdien eroderet, så min vægt i den er forsvundet ned,« siger Lau Svenssen i podcasten.

Det dækker over, at Bavarian Nordic-aktien er faldet så meget, at den danske vaccineaktie er endt med at fylde mindre i hans portefølje, end han havde tænkt.

»Så jeg mener at man skal købe igen, og at der ikke burde være meget downside risk i den aktie nu,« tilføjer han. 

Læs også: Bestyrelsesformand i C25-selskab sælger 4000 aktier

En af årsagerne til, at Lau Svenssen ser potentiale i Bavarian Nordic-aktien er, at han mener at selskabet er en oplagt opkøbsmulighed. Når et børsnoteret selskab bliver opkøbt, bliver der typisk tilbudt en præmie til de eksisterende aktionærer for at få dem til at sælge, og det vurderer Lau Svenssen kan give muligheder for investorerne. 

Derudover påpeger han også, at selskabet har en række vacciner på markedet – blandt andet Bavarians abekoppevaccine – som selskabet kan tjene penge på. Så sent som i oktober anbefalede det amerikanske center for forebyggelse og folkesundhed at brugen af vaccinen udvides, hvilket var med til at løfte Bavarian-aktien på dagen. Lau Svenssen ser derfor, at der er mulighed for at Bavarian kan nyde godt af et »udvidet« marked for abekoppevaccinen. 

Læs også: Jyske Bank om kendt dansk aktie: Den er værd at købe

Den erfarne investor kan dog alligevel godt se en udfordring i Bavarian-aktien som har gjort, at den ifølge ham ikke har leveret tilfredsstillende: 

»Balladen består jo egentlig i, at der ikke rigtig er nogen storaktionærer. Og det mangler i den, for så er alle aktier ude i markedet og så bliver folk kede af det, sure og gale, når det hele ligger og fiser ned. Men de har jo rent faktisk overskud,« siger Lau Svenssen i podcasten. 

I første halvår af 2023 landede Bavarian Nordic et driftsresultat målt på EBIT på 915,9 mio. kroner og et resultat på 914 mio. kr. 

Alligevel har aktien også i et længere perspektiv haft det svært sammenlignet med resten af det danske marked. Over de seneste ti år har Bavarian-aktien leveret et samlet afkast på 102 pct., mens det ledende danske aktieindeks, C25-aktieindekset, i samme periode har leveret et afkast på 178,8 pct. Det viser data fra finanstjenesten Bloomberg. 

Lau Svenssen er dog ikke den eneste, der ser potentiale i aktien. Ifølge Bloomberg-data er der otte aktieanalytikere, der dækker aktien, hvor af seks af dem har en købsanbefaling. De to resterende har en hold-anbefaling, dvs. at de anbefaler at man hverken køber eller sælger den, men holder fingeren fra handelsknappen. Ingen af analytikerne anbefaler at sælge Bavarian Nordic-aktien. 

Læs også: ISS vinder lang aftale med staten til 1,5 mia. kr.

Læs også: Boligøkonom med advarsel til boligkøbere: 'Tænk dig godt om'