Lau Svenssen satte vildt mål: Rødglødende aktier har sendt hans portefølje på himmelflugt

Lau Svenssen satte et ambitiøst mål i starten af året: Han ville lave et afkast på 40 pct.
Nu viser det sig, at den erfarne investor ikke er ret langt fra at indfri målet - porteføljen er i skrivende stund oppe med 30 pct., og der er præcis 2,5 måned tilbage af året.
»Jeg tror, jeg når det,« siger Lau Svenssen, der til daglig er chefanalytiker i Svenssen og Tudborg og fast del af panelet i podcasten Millionærklubben.
»Og jeg vil sige, dengang jeg kom med min udmelding, var det ikke fordi, jeg ønskede at være kæk. Jeg troede i mit hjerte, at der ville komme en ordentlig optur oven på nedturen i 2024, som var både grov og uberettiget,« tilføjer han.
Det er da også hans portefølje i netop Millionærklubben, han havde en ambition om, skulle vokse 40 pct.
De faste deltagere i panelet starter alle året ud med 250.000 kr., og så gælder det om at få pengene til at vokse mest muligt inden året er omme.
Sidste år formåede Lau Svenssen blot at levere et afkast på 3,5 pct. I samme periode steg de globale aktier ganske pænt, mens aktierne målt på C25-indekset faldt tilbage med 0,5 pct. ifølge tal fra Bloomberg.
Men hvad har Lau Svenssen så gjort, siden han har formået at få så højt et afkast indtil videre?
»Jeg kører lidt en anden dagsorden, end nogen af de andre gør, og jeg prøver at købe noget, jeg mener, der har fundamental upside, og at det vil nå at materialisere sig i selskaberne,« forklarer han.
I porteføljen har Lau Svenssen blandt andet haft det tyske stålselskab Salzgitter, som han fik en gevinst på 26.000 kr. på. Zealand Pharma-aktien har han tjent 13.100 kr. på, mens han har realiseret et tab på 6.100 kr. på Traton-aktier.
Lige nu består Lau Svenssens portefølje i Millionærklubben af ni aktier - og kigger man på udviklingen af dem, er de stort set alle steget ganske pænt siden årsskiftet.
Han har dog ikke været med i alle siden starten af året, og en af dem blev da også først noteret i juni. Det er Valterra Platinium, der siden da er steget 80 pct.
»Det er den bedste, jeg har,« siger Lau Svenssen, der indtil nu har et afkast på 60 pct. på aktien.
Det, der fik ham til at købe aktien, var blandt andet, at guldprisen var begyndt at stige bemærkelsesværdigt. Derudover mener han, at selskabet tjener penge på samme måde som et rederi.
»Når salgsprisen øges med 700 dollar pr. ounce, så er det lige ned i kasseapparatet. Så slår profitten voldsomt igennem, og det gjorde det også på aktiekursen,« siger Lau Svenssen.
Samtidig blev selskabet også udskilt fra sit moderselskab Anglo American og blev børsnoteret særskilt.
I Lau Svenssens portefølje gemmer sig også den tyske industrikoncern Thyssen Krupp, hvor aktiekursen er buldret i vejret med mere end 200 pct. i år, og så har han også aktier i danske Gomspace, der er noteret på den svenske børs.
Gomspace-aktien er steget knap 200 pct. i år, og Lau Svenssen valgte at købe aktien, fordi han mente, at virksomheden havde en gevaldigt upside.
Aktien blev købt til en kurs på 17,2 svenske kr., så derfor har investoren tabt på den. Den koster nemlig omkring 12,5 svenske kr. lige nu.
I Lau Svenssens portefølje finder man også vaccineselskabet Bavarian Nordic, rederierne Frontline, Tsakos, Torm og Norden samt farmaceutfirmaet Photocure. Du kan klikke på aktierne og læse mere om selskaberne.
Luksusaktier banker i vejret

Stor guide: 57 geniale gaver
