En hel særlig strategi har 35-årige Laura Klarskov satset på, skal bringe hende til tops i Millionærklubbens Aktiespil.

Indtil videre har det virket ret godt. Tirsdag formiddag lå hun med spillernavnet 'Barbutski' på en 10. plads blandt de mere end 28.000 spillere i aktiespillet. 

Her handler det om at få en million fiktive kroner til at vokse mest muligt på otte uger. Førstepræmien er en investeringskonto hos Saxo Bank på 200.000 kr., mens der i løbet af spillet også uddeles ugepræmier for i alt 400.000 kr.

Socialrådgiveren fra Helsinge spillede med i Børsens aktiespil sidste år, hvor hun lagde mærke til, at en af de spillere, der indtog toppen, havde investeret meget i flyselskaber - og det gik godt for ham.

Derfor startede hun også sin deltagelse i årets aktiespil med at tage inspiration herfra og købte op i et flyselskab. Aktien er AirNet Technology, som leverer løsninger til underholdning og digitalt multimedie ombord på fly i Kina.

Læs også: Lau Svenssen: Disse seks aktier satser jeg på i aktiespillet

Hendes plan var at købe fem lige store positioner i fem forskellige aktier, som dog senere er blevet til lidt flere aktier. Udover flyselskabet blev det til amerikanske teknologiaktier, som hun har udvalgt på en helt særlig måde. 

Hun har valgt at gå efter de helt billige aktier - altså dem der koster en dollar eller noget i den dur.

»At en aktie skal stige fra 1 til 2 dollar - det er lidt nemmere end, at den skal stige fra 1000 til 2000 dollar. Jeg tænker, at hvis jeg investerer i dem, der ikke koster særlig meget, så kan det være, at det på papiret ser vildere ud, end det er i kroner og øre, fordi den stiger meget procentmæssigt,« siger Laura Klarskov.

»Det er min teori. Jeg ved ikke, om det er rigtigt,« tilføjer hun. 

Indtil videre tyder det dog på, at Laura Klarskovs teori har virket, da hun tirsdag formiddag har et afkast på 21,09 pct.

Den 35-årige har ikke den helt store plan for, hvordan hun skal fortsætte den gode stime de resterende syv uger af Millionærklubbens Aktiespil.

»Jeg har ikke en kæmpe forkromet, flot plan,« siger Laura Klarskov og påpeger, at hun indtil videre ikke har brugt vildt meget tid på spillet.

Hun brugte cirka en time på at komme i gang - og så har hun solgt en enkelt aktie undervejs og købt op i en anden. 

»Jeg laver lidt research, men piller ikke for meget,« siger socialrådgiveren og erkender, at hun dog er inde og kigge hver dag for at se hvordan det går.

»Så længe det går så godt, som det gør, så vil jeg ikke pille for meget ved det. If it ain't broken, don't fix it,« understreger hun.

Læs også: Coloplast præsenterer nye mål: Økonom bemærker aktiens reaktion

Men hvis det begynder at gå galt, så vil hun hellere sælge for tidligt end for sent. 

»Hvis jeg kan se, at der er noget, der bliver ved med at være rødt, så sælger jeg det. Jeg er ligeglad med, at der er tab, for jeg vil hellere sælge med tab, for at kunne købe noget, der kan give et plus,« siger hun.

Den investeringsstrategi, som Laura Klarskov bruger i aktiespillet, afspejler på ingen måde den strategi, hun investerer efter til dagligt. 

Privat ejer hun nemlig ingen af de aktier, som man kan finde i hendes spil-portefølje.

I virkeligheden er hun investeret i lidt fonde og nogle teknologiaktier - og det går også meget godt, understreger Laura Klarskov.

Du kan vinde præmier for 600.000 kr. i Millionærklubbens Aktiespil. Du kan vinde hundredetusindevis af kroner i kontanter, rejser og hotelophold i Danmarks største aktiespil. Tilmeld dig spillet her og dyst mod Millionærklubbens kendte ansigter her.

Læs også: Amerikanske aktier har aldrig været dyrere end nu

Læs også: Aktie i storbank kan være mere værd, mener analytiker