Hims & Hers-aktie falder efter insider-salg for millioner – også andre topchefer reducerer beholdningen

Aktien i Hims & Hers Health faldt onsdag med omkring 4 pct., efter topchefen Andrew Dudum meddelte, at han har solgt 660.000 aktier i telemedicinselskabet. Ifølge indberetninger til de amerikanske finansmyndigheder (SEC) svarer salget til cirka 33,4 mio. dollar svarende til 228 mio. kr., skriver Yahoo Finance.

Salget var dog ikke begrænset til topchefen. Chief Medical Officer Patrick Carroll har også solgt 60.000 aktier til en værdi af omkring 3,2 mio. dollar svaernde til 22 mio. kr., og selskabets kommercielle direktør har ligeledes reduceret sin aktiebeholdning.

Så store insider-salg fra en virksomheds øverste ledelse kan skabe bekymring blandt investorer om selskabets fremtidige udsigter. 

Timingen vækker yderligere opmærksomhed, da Hims & Hers for nylig har været under pres fra både en retssag anlagt af medicinalgiganten Novo Nordisk og et gruppesøgsmål relateret til selskabets sammensatte vægttabsmedicin.

Hims & Hers Health er noteret på New York Stock Exchange under tickerkoden HIMS og tilbyder online sundhedsløsninger, herunder konsultationer og recepter inden for områder som hårtab, mental sundhed og intimmedicin.