Det brutale kursfald i Novo Nordisk har skabt en oplagt købsmulighed, vurderer en legendarisk dansk topchef.
Det er den tidligere DSV-topchef Leif Tullberg, der mener, at markedet overreagerede efter onsdagens kursfald på mere end 18 pct. Han har været med til at stifte DSV og igennem 29 år stået i spidsen for en af Danmarks største erhvervssucceser.
»Efter min opfattelse er det købsmulighed; lemming sælger, mens smarte holder,« vurderer han om Novo-aktien i en kommentar på LinkedIn.
Leif Tullberg hæfter sig ved, at Novo Nordisk i 2025 leverede et driftsoverskud på 127 mia. kr. og øgede omsætningen med 6 pct. til 309 mia. kr., drevet især af fortsat stærk vækst i fedmemidlet Wegovy, som voksede 41 pct. Han kalder regnskabet for 'stærkt'.
Alligevel er aktien hamret ned i et niveau nær 300 kr., hvilket i hans optik er ude af proportioner med regnskabets kvalitet.
»Jeg tror på rebound; tallene i kursen er undervurderet,« forklarer han med henvisning til overdrevet pessimisme.
Kursfaldet kommer efter Novo Nordisk har advaret om, at selskabet forventer et fald i salget og indtjeningen på 5-13 pct. I hans optik bliver tallene dog misvisende, når man ikke justerer for rabatter.
Ser man på den underliggende udvikling, svarer nedgangen ifølge ham til omkring 1 pct, hvilket ikke står mål med den voldsomme kursreaktion.
For ham at se skyldes det massive kursfald, som vi har set i Novo Nordisk-aktien siden kurstoppen i 2024 samtidig et skifte fra hype til realiteter.
Novos planer forstærker Leif Tullberg i troen på comeback i aktien, når pessimismen aftager.
Novo-ledelsens forklaring på presset i 2026, herunder lavere priser for at nå et bredere marked, dækker over en langsigtet strategi.
Efter hans erfaring kan lavere priser presse indtjeningen på kort sigt, men de øger patientbasen og styrker markedspositionen på længere sigt.
Markedet fokuserer i øjeblikket for snævert på de kommende kvartaler, fastslår han:
»Efter min mening er det lemmingeffekt; flokken sælger uden at tænke på volumen-vækst.«
For ham at se er Novo Nordisk-aktien attraktiv, når man ser på hvor meget det koster at få del i selskabets indtjening med en P/E-værdi på omkring 13.
Leif Tullbergs egne DCF-beregninger peger på en fair værdi på 1.000 kr. eller mere pr. aktie. Hvis det bliver en realitet, svarer det til et kurspotentiale på 231 pct.
Risici som prispres, patentudløb og varslede jobnedskæringer på omkring 9.000 stillinger anerkender han, men vurderer, at de allerede er reflekteret i Novo-kursen. Også de seneste ledelsesændringer tolker han som stabile.
Den afgående direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, forlader posten med en betydelig formue, mens den nye bestyrelsesformand, Lars Rebien Sørensen, selv har en stor aktiepost i selskabet, hvilket ifølge Leif Tullberg signalerer kontinuitet snarere end krise.
Samlet set vurderer Leif Tullberg, at Novo Nordisk fortsat står stærkt som global leder inden for fedme og diabetes. På længere sigt forventer han, at aktien igen finder opadgående retning.

