Henter kommentarer

Lejere risikerer ekstraregning: Så dyrt kan det blive


Det kan blive flere tusind kroner dyrere for visse lejere, hvis en ny anbefaling bliver fulgt af erhvervsministeren.

Sådan lyder det i en ny analyse, som den samfundsøkonomiske konsulentvirksomhed Kraka Advisory har lavet for Finans Danmark. Den undersøger, hvad et nyt, anbefalet krav til bankerne har af betydning for huslejen for lejere.

For lejere i København kan konsekvensen af kravet løbe op i 5.800 kr. for lejere af en toværelses lejlighed på 60 kvadratmeter om året. 

Bor man i en tilsvarende lejlighed i eksempelvis Vejle, kan den årlige husleje stige med 2.400 kr.

Det er Det Systemiske Risikoråd, et råd, der arbejder på at forebygge og reducere systemiske finansielle risici, der står bag anbefalingen. Helt konkret går anbefalingen ud på, at kreditinstitutter, der låner penge ud til ejendomsselskaber, skal indføre en ekstra buffer på 7 pct. af de risikovægtede udlån til selskaberne.

Følger erhvervsminister Morten Bødskov (A) anbefalingen fra rådet, vil det øge kapitalkravene til bankerne og realkreditinstitutterne, når de låner penge til ejendomsselskaber. 

Det vil føre til højere omkostninger for kreditinstitutterne, som vil blive afspejlet i dyrere lån, som i sidste ende vil ramme lejere af boliger og erhvervslejemål, lyder det i analysen.

»Når vi nu ved, at den nye buffer vil få store økonomiske konsekvenser, skal man have grumme gode samfundsøkonomiske argumenter for, at det er nødvendigt. En stor bekymring er, at vi gør slemt værre ved at indføre øgede kapitalkrav i en tid, hvor økonomien ikke ligefrem buldrer derudad,« udtaler Peter Mogensen, direktør i Kraka Advisory, i en pressemeddelelse.

Læs også: Et skifte på realkreditmarkedet: 4-procentlånet er nu det førende

Læs også: Vil du investere for dit barn helt uden at betale skat? Her er opskriften