Fjernsyn, podcasts og snesevis af artikler. For ikke at tale om egne SoMe-projekter.
Jane Ibsen Piper er ikke bleg for at dele fordelene ved den måde, hun lever på. Også de økonomiske.
Hun er forfatter til 11 bøger og har facebooksiden Minimalisme og Købestop, og hun spreder budskabet om at leve mere simpelt, men med større overskud – også i pengepungen.
I det seneste afsnit af B.T.s podcast Spar Kassen taler hun blandt andet om, hvad det har gjort for hendes økonomi at skære ind til benet.
»Jeg tror, min kæreste vil mene, jeg nogle gange går lidt over gevind, og der ikke er nogen grund til at løbe i løbesko, der er helt smadrede,« siger hun om sit eget købestop.
Præmissen er dog, at hun kun køber nyt, når hun skal. For at erstatte noget, der slet ikke kan repareres længere.
Som oftest går Jane Ibsen Piper, der arbejder med grøn omstilling for organisationen Democracy X, i genbrug og finder sine nye bukser eller lignende.
Kun i tilfælde med løbesko eller andet, der ikke på samme måde kan købes brugt, er hun i det, mange ville betragte som en gammeldags butik.

Hele hendes livsstilsændring skete i en presset barsel, hvor hendes yngste søn var 'en sur baby'.
Hun havde brug for ro og orden i hjemmet og endte med at rydde op i alle gemmerne i hjemmet.
Derefter kom købestoppet for ikke at få fyldt hjemmet op igen, og selvom hun ikke fulgte sit forbrug, inden hun begyndte sit købestop, har hun enkelte pejlemærker, der viser et øget overskud i økonomien.
For hun fortæller, at det tog hende tre år at betale en studiegæld af, efter hun stoppede med at købe nyt.
Det var en gæld på 140.000 kroner, lyder det fra hende.
Nu kan du få hendes allerbedste tips til, hvordan du kan frigive penge i dit budget ved at skære ned.
Artiklen er oprindelig udgivet af B.T.
