Det danske selskab RTX, der sælger elektronik og kommunikations-udstyr, hæver sine forventninger til året.

Det fremgår af en meddelelse fra selskabet torsdag morgen.

RTX regner nu med en omsætning for regnskabsåret 2025/26 på mellem 590-625 mio. kr., hvor man tidligere forventede 575-625 mio. kr.

Samtidig forventer RTX en bedre indtjening end tidligere. Driftsindtjeningen (EBITDA) ventes at lande på mellem 50-75 mio. kr. mod tidligere 35-65 mio. kr., mens driftresultatet (EBIT) ventes at lande på mellem 20-45 mio. kr. mod tidligere 0-30 mio. kr.

- Justeringen afspejler fortsat solid underliggende kundeefterspørgsel, en positiv omsætningsudvikling og god ordresigtbarhed, skriver RTX i forbindelse med opjusteringen.

Selskabet understreger, at opjusteringen kommer på trods af komponentmangel på elektronik.

- Vi tjener ganske enkelt mere på det, vi sælger. Det lidt paradoksale er, at vi opjusterer, selv om manglen på komponenter betyder, at vi ikke kan levere alt det, vores kunder efterspørger, udtaler adm. direktør Henrik Mørck Mogensen.

- Det gælder særligt i Enterprise-segmentet, hvor vi blandt andet leverer trådløse headsets til detailhandlen. Så lige nu er vores største udfordring ikke at finde kunderne, men at få komponenter nok til at følge med efterspørgslen.

RTX-aktien er faldet med 11 pct. i år indtil videre.

Millionærklubben

Globale investorer har tilsyneladende tendens til af favorisere amerikanske aktier, men det er synd, for der er faktisk masser af gode investeringsmuligheder i Europa. Det mener i hvert fald dagens gæst i Millionærklubben, investeringsstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen. Hør, hvilke sektorer han særligt finder interessante og få gode råd til at finde konkrete aktier inden for temaet. I studiet serverer aktiechef i HC Andersen Capital, Michael Friis Jørgensen, de første umiddelbare analyser af dagens danske regnskaber fra bl.a. Ambu, Torm og AL Sydbank. Vært: Bodil Johanne Gantzel