Danske FOM Technologies opjusterer sin omsætnings-guidance markant i både 2022 og 2023.
Det oplyser det lille danske selskab, der har specialiseret sig i maskiner til materialeforskning, i en fondsbørsmeddelelse tirsdag morgen.
FOM Technologies opjusterer omsætnings-guidance markant i både 2022 og 2023 efter milepælsordre fra endnu et Fortune 500 selskab. Det danske industriselskab kalder selv ordren for en milepæl, og den betyder, at selskabet har 10 Fortune 500 selskaber i kundeporteføljen.
Tidligere forventede FOM Technologies en omsætning for 2022 i spændet 33-36 mio. kr. Nu lyder den på 40-43 mio. kr., hvilket svarer til en stigning på godt 20 pct.
For 2023 forventer FOM Technologies nu en omsætning i spændet 45-50 mio. kr. mod tidligere 36-40 mio. kr. Det svarer til en stigning på 25 pct.
Den nye kunde ønsker ifølge FOM Technologies' topchef at være anonym for at beskytte sin forskning og udvikling. Der er dog tale om et selskab, der arbejder med materialeforskning indenfor tech-segmentet, oplyser topchef Michael Stadi.
»Vores teknologi øger støt sin relevans i en række globale højteknologiske industrier. Vi har nu i alt 10 Fortune 500-kunder, som alle er frontløbere inden for deres felt. Der foregår et bogstaveligt talt livsvigtigt kapløb mod at levere løsninger på verdens største problemer inden for sundhed, energi og klima, og der bliver holdt godt på hemmelighederne hos disse virksomheder. Derfor kan vi ikke nævne kundens navn, men blot i stilhed og stolthed notere os, at dansk teknologi gør sig gældende på verdensscenen,« forklarer Michael Stadi i forbindelse med opjusteringen.
FOM Technologies forventer at styrke organisationen, så man kan følge med den forventede stigende efterspørgsel samt fortsat at investere i innovation og produktudvikling. EBITDA-forventninger til både 2022 og 2023 forbliver derfor uændrede for nu.


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner