Henter kommentarer

Lille studie giver håb for Bavarian, vurderer Nordnet


Et lille amerikansk studie giver håb om, at Bavarian Nordic har fat i noget stort med deres coronaboostervaccine.

Sådan lyder vurderingen fra Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar torsdag morgen.

Per Hansen understreger, at hans vurdering er fyldt med faldgruber, men vurderingen får næring af et lille amerikansk studie på bare 21 personer.

Studiet, der blev gennemført af forskere fra det anerkendte Columbia University, kom nemlig frem til, at de nyudviklede boostervacciner fra Moderna og Pfizer efter fire uger ikke beskyttede bedre mod nye varianter af coronavirus i forhold til, hvis man havde fået fire doser af deres oprindelige coronavacciner.

Mere optimistisk kunne Bavarian Nordic i sidste uge meddele, at deres coronaboostervaccine i kliniske forsøg ser ud til at være virksom overfor undervarianterne alpha, beta, delta og omicron med over 90 procents effektivitet.

»Ingen ved om Bavarian Nordics viser sig at lykkes med, hvad de indledende håber, og ingen ved om de andre vacciner i større studier ikke er bedre end de foregående. Men hvis og kun hvis: Bavarian Nordic lykkes med sit forehavende kan mulighederne for at de har den universelle boostervaccine, som kan blive en form for standard, være gode,« mener Per Hansen.

Det er dog værd at nævne, at det lille amerikanske studie stritter i mod tidligere udmeldinger fra Pfizer selv, skriver Bloomberg. Ifølge selskabet tyder tidlige data på, at den nye boostervaccine giver bedre beskyttelse mod virussens nye varianter.

Forskerne fra Columbia University påpeger i samme tråd selv, at deres konklusioner har brug for at blive undersøgt i større studier over længere tid.

Bavarian Nordics coronavaccine er nået til fase 3 i kliniske forsøg. Det er den sidste forsøgsfase, inden vaccinen kan søge om godkendelse.

Læs også: Meta-aktien står til kollaps

Læs også: Storbank om DSV: Aktien er mindre værd