Henter kommentarer

Løfter pegefingeren angående memeaktier: 'Som at køre i karrusel'


Hvis du sidder og overvejer, om du skal ridde med på bølgen og investere i GameStop eller andre memeaktier, så skal du måske lige tænke dig om en ekstra gang.

For risikoen ved investeringer i memeaktier er »meget højere end meget høj«, betoner Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen.

»Meme-investering er som at køre i en karrusel. Det kan gå meget hurtigt op, men også samtidig ekstrem hurtigt ned igen,« siger han.

Memeaktier dækker over aktier såsom GameStop, AMC Entertainment samt Bed, Bath & Beyond. Begrebet vandt popularitet for cirka halvandet år siden, hvor en flok private investorer rottede sig sammen på det sociale medie Reddit for at give hedgefonde en lærestreg.

Investorerne købte massivt op i memeaktierne, hvilket fik aktiekursen til at brage i vejret. Det skete til stor fortrydelse for de fonde, som havde satset på fald – altså shortet – de pågældende aktier.

Men aktiekursen bankede til gengæld også hurtigt ned igen, og en analyse fra Danske Bank anslog efterfølgende, at 75 pct. af bankens kunder med GameStop-aktier tabte penge på deres spekulative sats.

Per Hansen sammenligner memeinvestering med poker og understreger, at man som succesfuld memeinvestor skal kunne læse andres kort.

»At købe og sælge aktier på basis af investeringsfora og være succesfuld handler ikke om nøgletal men blandt andet om at kunne afkode signaler om hvor investorerne er på vej hen næste gang. Næste gang kan være om få minutter. Det handler om at kunne bevæge sig hurtigt,« skriver han.

Efter en stillestående periode til memeaktierne, har de gjort comeback på det seneste. Aktien i den amerikanske boligindretningskæde, Bed, Bath & Beyond er mere end tredoblet siden slutningen af juli.

Aktien bragede dog ned med knap 20 pct. i torsdagens handel.

Læs også: Så mange Danske Bank-investorer har tabt penge på GameStop

Læs også: Bavarian-aktien bragede op i USA – tegner godt for danske aktionærer