DSV har tirsdag morgen afleveret regnskab for tredje kvartal. Her er hovedpunkterne fra regnskabet:
* En stor nyhed i forbindelse med regnskabet er, at DSV efter de seneste års massive vokseværk udvider sin direktion og vælger en ny finansdirektør i form af Michael Ebbe, der siden 2007 har været en del af DSV's finansteam og nu er vicefinansdirektør.
* Nuværende finansdirektør, Jens H. Lund, bliver samtidig driftsdirektør for DSV og får ansvaret for udvikling og optimering af forretningen, digital strategi, it og den fortsatte styrkelse af DSV's infrastruktur og globale netværk.
* I selve regnskabet var der ikke store overraskelser i DSV's driftsoverskud (EBIT) før særlige poster, da selskabet allerede havde rapporteret et foreløbigt tal i forbindelse med opjusteringen den 11. oktober. Resultatet blev i regnskabet endeligt opgjort til 4472 mio. kr. mod et foreløbigt tal på 4450 mio. kr., som også var afspejlet i analytikernes forventninger.
* Til gengæld var omsætningen langt over konsensus ifølge estimater fra fem analytikerne indsamlet efter opjusteringen af DSV selv. Omsætningen blev i tredje kvartal 49.557 mio. kr. mod ventet 40.184 mio. kr. blandt analytikerne.
* Det var - ganske som i de tidligere kvartaler i 2021 - særligt den store Air & Sea-division, der trak størstedelen af den voldsomme vækst. Men også Solutions og Road endte på toplinjen over konsensus i kvartalet, og på driften var Solutions også bedre end ventet, mens Roads driftsresultat var en lille skuffelse.
* DSV annoncerer i forbindelse med regnskabet et nyt aktietilbagekøbsprogram på 5000 mio. kr., der løber frem til februar næste år.
* Regnskabet indeholder desuden også en opdatering af prognosen for bidraget fra tilkøbte Global Integrated Logistics (GIL), som DSV nu regner med vil give 3000 mio. kr. til EBIT før særlige poster i år mod tidligere ventet 2800 mio. kr.
* Samtidig sætter DSV også tal på integrationsomkostningerne i forbindelse med opkøbet, som indregnes som særlige poster i regnskabsbøgerne. De bliver på 500 mio. kr. i år, lyder det fra det danske selskab.
.˙ MarketWire