Henter kommentarer

Lundbeck får ny topchef

Topchef i Lundbeck, Deborah Dunsire, har valgt at fratæde sin stilling i medicinalselskabet.

Det oplyser Lundbeck mandag tidlig formiddag.

Selskabets nye administrerende direktør bliver Charl van Zyl, der tiltræder stillingen senest den 1. oktober 2023. Indtil da vil Deborah Dunsire fortsætte som topchef for selskabet.

Charl van Zyl er i øjeblikket Executive Vice President og står i spidsen for neuroligi  globalt og i Europa i biofarmaselskabet UCB. Han har tidligere arbejdet for Eli Lilly og Novartis.

Bestyrelsesformanden i Lundbeck, Lars Rasmussen, takker afgående Deborah Dunsire for hendes år i Lundbeck, der blev udnævnt som topchef i 2018.

»På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Deborah for hendes bidrag gennem de sidste næsten fem år. Deborah har sammen med resten af ledelsesteamet gjort et fremragende stykke arbejde med at drive stærke kommercielle resultater samt ændringer og styrkelse af vores R&D-pipeline - både gennem intern transformation og gennem nogle vigtige opkøb og licenser, hvilket skaber et stærkt fundament for Lundbecks videre vækst og fremgang,« lyder det i meddelelsen.

Af meddelsen fremgår det også, at de økonomiske forventninger til 2023 er uændret.