Den danske rederikæmpe A. P. Møller - Mærsk er braget op på børsen den seneste måned, hvor aktien er steget med 24 pct. 

Men det er langtfra sikkert, at den aktuelle medvind på aktiemarkedet vil fortsætte for den danske gigant, vurderer investeringsøkonom ved handelsplatformen Nordnet, Per Hansen. 

I en kommentar skriver han, at 2024 og 2025 vil være præget af »lavere vækst, pres på den mængde som skal transporteres og flere skibe at sejle med«, når den aktuelle uro i Rødehavet er stilnet af. 

Læs også: Storbank mener C25-aktie kan stige mere end 25 pct.

Mærsk har nemlig på aktiemarkedet nydt godt af den geopolitiske uro, som krigen mellem Israel og Hamas har medført i Det Røde Hav. Her har Houthi-militsen nemlig angrebet handelsskibe der har forsøgt at passere gennem Det Røde Hav som en reaktion på Israels angreb i Gaza. 

Som en konsekvens af angrebene har rederier som Mærsk sendt flere skibe syd om Afrika i stedet for gennem Det Røde og Hav og Suez Kanalen. Det giver længere sejltid, hvilket svarer til at reducere i udbuddet fordi skibene er længere undervejs. 

»Når fragten tager længere tid, så mindskes kapaciteten, og det er det, markedet priser ind. Vi så under corona, at disruption i forsyningskæderne var virkelig godt for Mærsk, og da Suezkanalen blev blokeret af skibet Evergrande, havde det også positiv effekt på Mærsk,« lyder det fra Morten Holm Enggaard, der er senioranalytiker i Jyske Bank til Børsen

Læs også: Ser mere fremgang til amerikanske teknologiaktier

Per Hansen vurderer, at længden på Mærsks aktieoptur er et spørgsmål om, hvor længe den geopolitiske uro varer ved. 

»De stigninger som investorerne har set har mest været den naturlige kortsigtede konsekvens af, geopolitik, 'normal' udvikling i risikopræmien, at 2024 konsensus om et meget dårligt år for Mærsk ikke helt holder og at aktieinvestorerne løber på hele og halve chancer,« skriver økonomen i en kommentar. 

På trods af den seneste store optur er Mærsk-aktien faldet med 13,4 pct. det seneste år. Det skyldes at Mærsk gik væsentligt tilbage i 2023 sammenlignet med 2022, da efterspørgslen efter skibsfragt er faldet efter coronakrisen.