Mærsk-aktierne synker til bunds i C25-indekset.
Aktien i den danske rederimastodont falder op mod 3,6 pct. Det sker på et tidspunkt, hvor spotpriserne på global containerfragt er i gang med det, som beskrives som en »decideret deroute«, skriver Marketwire.
Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index, der følger spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til forskellige destinationer rundt omkring i verden, er faldet 10,4 pct. i denne uge, bemærker nyhedsbureauet.
»Med denne uges fald er SCFI nu 55,4 pct. lavere end på samme tidspunkt sidste år,« lyder det.
Det er 15. uge i træk, at rateindekset dykker. Indekset er med andre ord faldet uafbrudt siden midten af juni.
Mærsk B-aktien er faldet op mod 29 pct. i løbet af de seneste 12 måneder. Zoomer man ind, vil man opdage, at tallet dækker over kraftige udsving i aktiekursen.
Mærsk B-aktien blev i januar 2022 handlet op i 24.800 kr. Fredag er aktien handlet ned i kurs 13.885 kr. Det dækker over et fald fra toppen på 44 pct. for Mærsk B-aktien.
