Rederigiganten A. P. Møller - Mærsk har torsdag morgen præsenteret sit regnskab for andet kvartal af 2026.

Og her står det klart, at det går så godt for det danske rederi, at Mærsk nu opjusterer sine forventninger til 2026.

Mærsk forventer nu en underliggende EBITDA på 10,5-12,5 mia. dollar fra tidligere 8-10 mia. dollar.

Derudover ser rederiet en underliggende EBIT på 4,5-6,5 mia. dollar fra tidligere 2-4 mia. dollar.

Det frie cash flow ventes at ende for året på mere end 0 dollar, hvor det tidligere var ventet at være mindst -1,5 mia. dollar.

De nye forventninger er baseret på udsigt til vækst i volumen for det globale containermarked på omkring 4 pct. for hele 2026.

Opjusteringen kommer ikke engang to måneder efter, at Mærsk sidst hævede sine forventninger til 2026. 

Af regnskabet kan man læse, at Mærsk i andet kvartal af 2026 landede en omsætning på 15,7 mia. dollar, mod analytikernes forventning om 14,1 mia. dollar, ifølge konsensusestimater fra Bloomberg.

På indtjeningen leverer Mærsk et driftsresultat målt på EBIT på 1571 mio. dollar, hvor analytikerne havde ventet 544 mio. dollar.

Andet kvartal af 2026 er dermed en del bedre end i samme periode sidste år. Her havde Mærsk en omsætning på 13,1 mia. dollar og et driftsresultat (EBIT) på 845 mio. dollar.

I andet kvartal af 2026 havde Mærsk et overskud på 1312 mio. dollar. I samme kvartal sidste år lød overskuddet på 639 mio. dollar.

Estimater fra Bloomberg viser, at analytikerne havde forventet et overskud på 583 mio. dollar før regnskabsaflæggelsen.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Til det netop offentliggjorte regnskab lyder det fra topchefen Vincent Clerc:

»Andet kvartal var endnu et tydeligt bevis på, at vi befinder os i en ny virkelighed præget af markant højere volatilitet.«

»Den stærke og bredt funderede efterspørgsel fra Fjernøsten siden 2024, har ført til en øget ubalance i de globale handelsstrømme og volumenniveauer, der i stadig stigende grad udfordrer kapaciteten i infrastruktur på land. Fra havne til landtransport ser vi øget trængsel og forstyrrelser på tværs af flere geografier,« tilføjer han.

Mærsk er et dansk rederi- og transportselskab, der blandt andet beskæftiger sig med containerfragt til søs.

Mærsk-aktien er det seneste år steget med 16 pct. på børsen i København.