Mærsk har slået forventningerne til omsætningen.
Det viser den dugfriske årsrapport fra den danske containergigant.
Mærsk omsatte for 55,5 mia. dollar i 2024. Analytikerne havde regnet med en omsætning på 54,8 mia. dollar.
Også på driftsresultatet (EBIT) har Mærsk overrasket. Det lander på 6,5 mia. dollar i 2024, hvor analytikerne havde regnet med 5,7 mia. dollar.
Nede på bundlinjen står det klart, at Mærsk tjente 6,2 mia. dollar i 2024.
Der var egentlig udsigt til et dystert 2024 på indtjeningssiden, men Mærsk fik i løbet af året medvind fra en uventet kant.
Den militante Houthibevægelse i Yemen angreb nemlig containerskibe i Det Røde Hav, som er indsejlingen til den vigtige Suezkanal. Angrebene skete i sympati med Hamas.
Angrebene fik containerrederierne til at sejle nedenom Afrika i stedet for gennem kanalen. Den store omvej betød, at der var mindre kapacitet på fragtmarkedet, og det gav en stigning i fragtraterne.
En stigning som har givet containerrederierne medvind i løbet af året.
Mærsk indtjening på 6,2 mia. dollar er en stigning sammenlignet med 2023, hvor selskabet tjente 3,9 mia. dollar. Det ligger dog langt fra den monsterindtjening, som selskabet leverede i 2022, hvor overskuddet lød på 29,7 mia. dollar.
Mærsk oplyser, at rederiet regner med et driftsoverskud (EBIT) på 0-3 mia. dollar.

