Maj Invest: Forhandlingerne om gældsloftet kan få langvarige konsekvenser

USA ramte tilbage i januar loftet for, hvor meget gæld staten må optage. Nu er statskassen snart tom, og det betyder, at USA risikerer at løbe tør for penge til statens udgifter, hvis ikke gældsloftet hæves.
De politiske beslutningstagere er langt fra enige, og det kan betyde store udsving på finansmarkederne i dagene op til en afgørelse, men mindst lige så vigtigt kan resultatet have afgørende konsekvenser for den økonomiske vækst de kommende år.
Demokrater og republikanere skal i den kommende tid blive enige om en aftale, der sikrer, at den amerikanske stat igen kan låne penge til at finansiere sine udgifter. Det er de blevet mange gange før, men i nyere tid er beslutningsprocessen blevet mere dramatisk.
Denne gang er linjerne igen trukket hårdt op, og man kan derfor forvente intense forhandlinger, som også vil ramme finansmarkederne, jo tættere vi kommer på x-dagen. X-dagen betegner det tidspunkt, hvor den amerikanske statskasse er tom, og betalinger kan blive misligholdt.
Man ved ikke med sikkerhed, hvornår x-dagen indtræffer, da der skal tages højde for en lang række ind- og udbetalinger. Den amerikanske finansminister, Janet
Yellen, har udtalt, at x-dagen kan være så tidligt som 1. juni, mens prognoser fra the Bipartisan Policy Center viser, at det reelt kan være mellem 1. juni og midten af august.
På overfladen lader finansmarkederne ikke til at være voldsomt bekymret for situationen endnu, men ser man på obligationer med kort løbetid og de amerikanske Credit Default Swaps (CDS), kan man observere en begyndende nervøsitet.
Statsobligationer med udløb omkring den forventede x-dag handler til en højere rente end tilsvarende obligationer med udløb før eller væsentligt efter x-dagen.
Det er et udtryk for, at investorer vil have ekstra betaling for at risikere ikke at få deres penge igen. Den amerikanske Credit Default Swap, der giver en forsikring mod en amerikansk statsbankerot, er også steget markant den seneste måned.
En potentiel aftale kan påvirke væksten
Sandsynligheden for en statsbankerot er altså lille, og historisk er det altid lykkedes at blive enig om at øge gældsloftet. Derfor bliver det mindst lige så interessant, hvilken aftale republikanerne og demokraterne bliver enige om.
Republikanerne går ind til forhandlingerne med krav om markante stramninger af finanspolitikken for at gå med til at øge gældsloftet. Demokraterne mener derimod
ikke, at omkostningerne ved tidligere vedtagne tiltag skal påvirke den fremadrettede finanspolitik.
Et muligt udfald er derfor, at begge parter må gå på kompromis – gældsloftet hæves, men demokraterne må acceptere finanspolitiske stramninger. Det sidste kan få konsekvenser for den økonomiske vækst i de kommende år.
En strammere finanspolitik mindsker den samlede efterspørgsel i samfundet og dermed også den økonomiske aktivitet.
Det amerikanske analysehus Moody’s har lavet en prognose af, hvordan forskellige scenarier vil påvirke den økonomiske vækst i USA. Her bliver det tydeligt, at det republikanske udspil i sin nuværende form vil svække væksten permanent i forhold til de nuværende udsigter.
Analysen viser desuden, at et forløb med en længerevarende periode uden adgang til gæld vil medføre en negativ vækstpåvirkning på amerikansk økonomi frem mod 2027.

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner