
Novo Nordisk endte mandag i bunden af C25-indekset efter rygter om en anmærkning fra sundhedsmyndighederne i USA, mens Bavarian Nordic steg for anden dag i træk oven på nyt om abekopper i Kina.
C25-indekset sluttede mandagen med et fald på 0,9 pct. i 1726,88. Kun seks selskaber steg, mens 19 selskaber oplevede nedgang. Her var det især Novo Nordisk, der var med til at trække indekset ned. Aktien faldt 2,4 pct. til 650,40 kr.
Læs også: Storbank: Denne indikator peger på, at aktierne er på vej op
»Novo Nordisk er nede et par procenter, og det trækker ned, fordi Novo vægter så tungt. Markedet er generelt også lidt afventende op til rentemødet i den amerikanske centralbank på onsdag,« siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.
Rygterne om Novo Nordisk går på, at selskabet har haft besøg af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, på sin facilitet i Clayton i USA, hvilket angiveligt skulle have udløst en form for anmærkning.
Ifølge flere kilder, som MarketWire har talt med, er det finanshuset UBS, der i et notat har gjort opmærksom på underretningen, der skulle omhandle problematiske forhold.
»Det er formentlig forklaringen på faldet i Novo-aktien,« siger en af kilderne til MarketWire.
Læs også: 5 mulige vinderaktier: Sådan vil aktiechefen investere 100.000 kroner lige nu
Men hos UBS afviser analytiker Michael Leuchten imidlertid, at finanshuset skulle have udsendt et sådant notat.
»Jeg ved ikke hvor det kommer fra. Vi har ikke offentliggjort noget i forhold til produktionsinspektioner,« skriver han i et svar til MarketWire.
Ifølge en middagsbriefing fra Sydbank, som henviser til notatet fra UBS, skulle problemstillingen være, at der er en række udfordringer med nogle bakterier på produktionsfaciliteten i Clayton.
Novo Nordisk har ikke ønsket at kommentere rygterne om, at FDA har sendt et brev med anmærkninger.
Bavarian Nordic lå i toppen af C25-indekset hele dagen, og sluttede mandagen af blandt de øverste i indekset. Ifølge Martin Munk er det muligt, at aktien fortsat har nydt godt af nyheder fra sidste uge.
Læs også: Forvirringen er total: Har Novo Nordisk fået en anmærkning eller ej?
»I fredags meddelte kinesiske sundhedsmyndigheder, at de vil håndtere abekopper på samme måde som covid-19. Det kørte Bavarian-aktien godt på i fredags, og det fortsatte den med mandag,« siger Martin Munk.
Mandagen bød også på nyt fra konkurrenten Biontech, der har besluttet at indlede fase 1/2-studier med en vaccine mod abekopper. I øjeblikket er Bavarian det eneste selskab, der har en godkendt vaccine mod abekopper.
Bavarian-aktien steg 1,3 pct. til 144,25 kr.
Ørsted kunne mandag meddele, at selskabet har indgået en aftale med Terra Solar om at udvikle en portefølje af irske solenergiprojekter. Projekterne får en samlet kapacitet på op til 400 MW.
Aktien sluttede også helt i top med en stigning på 2,5 pct. til 407,20 kr., på trods af et nedgraderet kursmål hos JPMorgan til 460 kr. fra 640 kr.
Vestas har fået en hævet anbefaling fra Jyske Bank til "køb" fra "hold".
Læs også: Danske Bank: Disse 3 danske aktier ville du nok gerne have haft
På trods af det sluttede vindaktien med et lille fald på 0,4 pct. til 156,10 kr., efter at have ligget i grønt det meste af mandagen.
DFDS annoncerede i weekenden købet af færgeoperatøren FRS Iberia/Maroc, og det danske rederi udvider dermed sit rutenetværk i Middelhavet til også at omfatte Gibraltarstrædet.
DFDS steg 3,0 pct. til 237,00 kr.
It-selskabet NNIT løftede før mandagens kapitalmarkedsdag sløret for sine finansielle ambitioner i de kommende tre år frem til udgangen af 2026.
Selskabet sigter efter at skabe en årlig organisk vækstrate på omkring 10 pct. i perioden 2024-26, og i forhold til indtjeningen er ambitionen en årlig gennemsnitlig overskudsgrad for koncernen på omkring 10-13 pct. før særlige poster.
NNIT-aktien endte med en stigning på 4,3 pct. i 85,60 kr.
Læs også: Populære danske aktier er gået markant tilbage: Det her kan du kigge efter for at undgå tab
Læs også: Stor fusion i Norge vækker opsigt: 'Bliver det totalt største og dominerende'
.\˙ MarketWire