Det er ikke altid lige sjovt at være Danske Banks chefstrateg.
Et par dage med modvind på de finansielle markeder, så melder mandagstrænerne sig på banen – eller rettere på de sociale medier. Senest er det vores anbefaling om at tilføje lidt guld til porteføljen, der fx kaldes ”alt det BS der bliver lukket ud”.
En anbefaling om at have lidt guld med i porteføljen for at få robusthed og afkast på lang sigt bliver bedømt på et par dage med prisfald.
Det er vigtigt at sætte prisfaldet på guld i perspektiv. De kraftige fald i guldprisen kom efter nogle dage med meget kraftige stigninger.
Efter de seneste prisfald har vi stadig haft en god start på 2026: Guldprisen er stadig steget 17 pct. i år, og guldprisen lige efter tilbagefaldet var stadig så høj, at det ville have været en all-time-high 19. januar.
Onsdag morgen var guldprisen igen over 5000 USD/ounce. Noget af den kraftige prisstigning var nok drevet af kortsigtet spekulation, og de hurtige penge forsvinder som bekendt hurtigt igen, når markedet mister momentum.
At der kan komme den slags udsving bør ikke overraske nogen. Det er den kortsigtede risiko, vi som investorer på lang sigt bliver godt betalt for at tage. Og den langsigtede case er intakt. Mængden af udvundet guld ligger meget stabilt på blot 3000-4000 tons om året.
Efterspørgslen kommer fra centralbanker, andre investorer som stadig har en meget lav andel allokeret til guld, smykkeindustrien og lidt industriel brug. Smykkeindustrien er særlig interessant, da fx Indien oplever stor vækst i velhavere, som gerne vil vise deres nyvundne velstand.
Vi ser en stærk efterspørgselstrend og et begrænset udbud, hvilket kan løfte prisen på sigt.
Guld har desuden lav korrelation med aktiemarkedet og lidt guld kan derfor bidrage med stabilitet til porteføljen – også selv om de seneste dages vilde udsving kan give et andet indtryk.
Men det er nu engang vilkårene som chefstrateg. Der er hurtig afregning ved kasse 1. Det er fx også tilfældet, når Trump kommer med nogle vilde udmeldinger, der sender markedet sydover.
Så skal jeg så sikkert som amen i kirken forholde mig til, om det ikke har været en fejl af mig at kalde Trump en erhvervs- og investorvenlig præsident.
Men det var ikke en fejl, selv om nogle af hans udmeldinger da er skrupskøre.
Trump er tilsyneladende ligeglad med klimaforandringer, miljøet, store dele af den amerikanske befolknings levevilkår og forholdet til allierede lande.
Men han er ikke ligeglad med de amerikanske virksomheder og aktiemarkedet. Det er da også netop kraftige kursfald, der ofte får Trump på bedre tanker, så markederne retter sig igen. Og det i en grad, så ”TACO-trades” er blevet en populær strategi – TRUMP ALWAYS CHICKEN OUT.
De fleste dage er det heldigvis sjovt at være chefstrateg. Jeg har nogle fantastiske kollegaer, vi har nogle dejlige kunder – og en ting er sikkert: Det er aldrig kedeligt. Hverken når markederne stiger eller falder.
Denne kommentar er skrevet af Frank Øland Hansen, chefstrateg i Danske Bank. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.
