Mangeårig Lundbeck-direktør er død


Lars Bang, der siden 2003 har haft ledende stillinger indenfor produktion og organisation i Lundbeck, er død.
Det oplyser selskabet i en meddelelse, hvor der ikke angives en dødsårsag.
- Lars var en enestående kollega og leder, som holdt utroligt meget af Lundbeck, vores medarbejdere og den forskel, vi gør for patienterne. Han har ydet et vigtigt og varigt bidrag til Lundbeck gennem næsten fire årtier og vil blive dybt savnet. Vores tanker går til hans familie og pårørende i denne svære tid, udtaler Charl van Zyl, administrerende direktør i Lundbeck.
Lundbeck finder en midlertidig løsning på Lars Bangs opgaver og arbejder på at finde en permanent løsning, skriver selskabet i meddelelsen.