De globale aktiemarkeder - og i særdeleshed de vigtige teknologiaktier - rammes lige nu af en »perfekt storm«. 

Det er særligt store softwareselskaber, der lider under nedturen, og det kan ifølge investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen give en købsmulighed. 

Vi vender dog tilbage til, hvorfor der kan gemme sig en købsmulighed i markedet lige nu.

For først skal vi have baggrunden på plads. 

Siden starten af 2025 har de amerikanske softwareaktier haltet voldsomt efter det brede marked. Målt på S&P North American Technology Sofware-indekset er softwareaktierne faldet med 16 pct. siden starten af 2025. I samme periode er S&P500-indekset steget med 17 pct., og de globale aktier er vokset med 21 pct. 

Årsagen til den væsentlige forskel i afkastet skyldes flere ting, ifølge Lars Skovgaard Andersen. Dels er investorerne i stigende grad blevet bekymrede for, om virksomhederne indenfor teknologi- og AI-temaet kan tjene penge på deres store investeringer. 

Det er blandt andet illustreret i investorernes deres holdning til den amerikanske IT-kæmpe Oracle, der i 2025 steg voldsomt efter, at selskabet annoncerede en partnerskabsaftale med OpenAI til 300 mia. dollar. 

Siden da er investorerne blevet bekymrede for, om aftalen virkelig kan blive en fordel for selskabet, da det vil kræve store investeringer fra Oracle, der i forvejen havde en relativ høj gæld. Bekymringen ses blandt andet i aktiekursen, der er nede med 55 pct. siden annonceringen af aftalen. 

»Vi er gået fra, at aktierne udelukkende havde en bull-case (positiv investeringscase, red.), hvis de havde noget med AI at gøre, til at man nu stopper op og begynder at prise risiko ind i markedet. For hvad nu, hvis selskaberne ikke tjener penge nok?,« siger Lars Skovgaard Andersen. 

Og nu er software-aktierne blevet ramt af et nyt stød. Nye lanceringer af AI-løsninger fra selskabet Anthropic har skabt tvivl om, hvorvidt mange af de løsninger som softwareselskaber laver i dag, fremover vil kunne laves til meget lavere priser af 'generiske' AI-løsninger. 

Anthropics opdatering af Claude-modellen er rettet mod juridisk arbejde og kan ifølge selskabet hjælpe med at gennemlæse kontrakter og vurdere juridiske analyser. 

Den nye teknologi har fået investorernes øjne op for, at det nye værktøj potentielt også kan ændre på flere andre arbejdsområder - salg, marketing osv. Det har foranlediget det seneste markante frasalg af software-aktier, hvor 830 mia. i markedsværdi er forsvundet den seneste uge, skriver blandt andre Reuters

»Fordi Anhtropics produkter er nye, kan ingen gennemskue hvad det ender med, og derfor sælger man først og stiller spørgsmål bagefter,« siger Lars Skovgaard Andersen. 

Han mener, at nedturen blandt software-aktierne er et vigtigt advarselsflag til investorerne: 

»AI er stadig et kæmpe tema, men værdierne er ikke nødvendigvis der, hvor vi troede til at starte med. Teknologien vil udfordre og forandre verden, og det skal vi forvente os i den kommende tid,« siger Danske Bank-strategen og fortsætter: 

»Det stiller store krav til investorerne om, at man ikke overeksponerer sig i en bestemt retning. For temaet ændrer sig, og der kan opstå begivenheder som ændrer fremtidsudsigterne for en delsektor - det her kan eksempelvis ændre investeringstesen i software.« 

Lars Skovgaard Andersen vurderer dog, at den markante nedtur blandt software-aktierne i øjeblikket er overgjort. Derfor kan der lige nu gemme sig gode købsmuligheder, hvis man som investor formår at identificere de selskaber, som stadig vil have konkurrencefordele og formå at tjene gode penge trods nye AI-løsninger. 

»Ligesom vi fik overgjort stigningerne, tror jeg der er en risiko for, at vi får overgjort nedturen. Derfor kan man godt gå ind og vurdere, om der er enkelte selskaber som ikke nødvendigvis vil blive ramt, og købe op i dem,« siger Lars Skovgaard Andersen. 

Millionærklubben

Flere regnskaber vælter ind over det danske aktiemarked, og Millionærklubben tager imod, vurderer udsigterne og debatterer, om det er tid til mere eller mindre risiko på aktiedepotet. Chefanalytiker Lau Svenssen går i dybden med dagens udmelding fra AP Møller Mærsk, og med på telefonen leverer senioranalytiker Søren Løntoft fra AL Sydbank en dugfrisk analyse på GN Store Nord og Pandora. Vært: Bodil Johanne Gantzel