Efter flere års stilstand indledte verdens mægtigste centralbank, Federal Reserve i USA, Fed, sidste år, hvad der skulle vise sig at være en hel stribe af rentenedsættelse for at sparke liv i verdens største økonomi.

Hele fem rentehug er det siden blevet til fra Fed. Alt fra aktier, til boliger til ædelmetaller har kvitteret med markante stigninger. S&P500 indekset er tordnet i vejret med mere end 20 pct. over det seneste på trods handelskrig og geopolitiske spændinger.

Nu ser festen ud til at lakke mod enden. Godt nok forventer de fleste økonomer, at Fed har endnu et skud mere i bøssen i morgen aften dansk tid. Men på de globale pengemarkeder er en markant udvikling i fuld gang.

Markedsdeltagerne på denne ekstremt likvide del af det finansielle system, der tjener til at sikre den løbende finansiering bankerne imellem er begyndt at rebe sejlene. Det skriver finanstjenesten Bloomberg.

Pengemarkedet er i volumen større end det totale børsnoterede marked for aktier. 

Bloomberg bemærker, at der i udviklingen i pengemarkedsrenter over hele verden fra Australien over Europa til USA tegner sig et klart mønster. Markedsdeltagere, der har hånden på kogepladen og ikke “kun” laver analyser, tror ikke på flere store nedsættelser herfra.

Tværtimod peger pilen nu på stigende renter i 2026 flere steder.

»Det er slående, hvordan markederne indpriser rentestigninger som det næste træk for et stigende antal steder,« skriver Jim Reid fra Deutsche Bank globale chef for makro research, i et brev til sine kunder, ifølge Bloomberg.

»Hvis det også sker i USA, er der ingen tvivl om, at risikoaktiver og udsigterne for næste år vil blive vendt på hovedet,« lyder det.

Læs også: Vismænd: Offentligt tilskud til særlig gruppe boligejere er omvendt Robin Hood

Læs også: Europæiske forsvarsaktier stiger markant - det er der sket