Henter kommentarer

Markante fald kan være et varsel


Aktier med eksponering mod mikrochip og kunstig intelligens har haft medvind på cykelstien og været det seneste års helt store vindere. 

Men fredag kørte en af de toneangivende AI-aktier, Nvidia, sammen med selskabet Super Micro Computer ind i markante og bemærkelsesværdige kursfald. Noget kan tyde på, at stemningen er ved at vende – og det sker på vej ind i en vigtig regnskabsuge for en række af de store amerikanske teknologiselskaber. 

»De seneste uger er stemningen blevet mærkbart dårligere og mere nervøs. Fredag kulminerede usikkerheden med store kursfald, og det vil kun være naturligt, hvis investorerne er usikre på de kommende ugers kursudvikling,« lyder det fra Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet i en kommentar.

Han bemærker at det seneste års markante kursstigninger hos Nvidia – chipselskabet, der blandt andet udvikler chip til udviklingen af kunstig intelligens er steget 180 pct. det seneste år – er sket på grund af omsætning og indtjeningsforbedringer. 

Læs også: Cheføkonom sparer hurtigt omkring 50.000 kroner om året: 'Det bedste, jeg har gjort'

Det har trukket en række andre selskaber med op på børsen – blandt andet det lille teknologiselskab Super Micro Computer og en række andre chipproducenter- og designere. Eksempler kan være Arm Holdings og TSMC

Men fredag skete der dog noget markant, som satte gang i de markante kursfald, bemærker Per Hansen: 

»Reelt set var det nok mest det, som IKKE skete, som gjorde investorerne nervøse og startede korrektionen,« lyder det. 

Investeringsøkonomen bed mærke i, at Super Micro Computer annoncerede datoen for offentliggørelsen af sit kommende regnskab. Men med den annoncering, fik investorerne måske nys om en udvikling, som investorerne ikke håber på. 

Læs også: Norsk ekspert advarer: 'Kina har en plan'

For ved de seneste seks ud af syv datoannonceringer, har Super Micro Computer samtidig førtidigt opjusteret dets forventninger. I det ene tilfælde, hvor der ikke blev opjusteret, leverede selskabet på niveau med forventningerne – i de andre tilfælde var tallene noget bedre end ventet, pointerer Per Hansen. 

»Investorerne tænker: Der kommer nok et regnskab på niveau med forventningerne. I et aktiemarked, som evigt og altid er fremadskuende, er det ikke en detalje, som passerer forbi uden at blive mere end blot bemærket. Fredagens kursreaktion er således ikke kun en skuffelse over en udebleven opjustering,« lyder det fra Per Hansen der tilføjer: 

»Den sætter også kortsigtet et spørgsmålstegn ved, om væksten er intakt i den industri, hvor vækstforventningerne er ekstreme, og det som har drevet aktiekurserne. Hvis væksten er aftagende, vil det have en øjeblikkelig betydning for aktiekurserne.«

Per Hansen bemærker nemlig noget ved investorernes måde at investere på: 

»Investorerne køber ikke en aktie i dag, fordi den er billig, men fordi de håber, at den går op i morgen, og tilsvarende sælger de ikke en dyr aktie i dag, medmindre de frygter, at den går ned i morgen,« lyder det fra Per Hansen. 

Du kan høre mere om udsigten for tech-aktierne i mandagens udgave af Millionærklubben, som du finder her: