Markedsanalytiker: Er Gubra den næste vægttabsblockbuster?

Det danske biotekselskab Gubra har taget markedet med storm i 2024 og er pludselig kommet på radaren hos mange privatinvestorer.
Siden børsnoteringen på Nasdaq Copenhagen i marts 2023 til en kurs på 110 kr. er aktien steget med imponerende +500 pct. Med en så markant kursudvikling er det ikke overraskende, at aktien er blevet et varmt samtaleemne blandt investorer.
Gubra fokuserer på tidlig lægemiddeludvikling med en forretning, der bygger på to ben. Den første del består af tidlig forskning og prækliniske forsøg, som udføres på kontraktbasis for andre medicinalvirksomheder. Denne del af forretningen leverer en stabil og samtidig støt voksende indtjening.
Den anden del, som har været drivkraften bag de store kursstigninger, er selskabets egen R&D-pipeline med fokus på peptide-baserede lægemidler, herunder vægttabsmidler. Det er især denne del af forretningen, der har fanget investorernes opmærksomhed.
Investorer er på jagt efter den næste store vægttabssucces, inspireret af Novo Nordisks blockbuster Wegovy, Eli Lillys succes med Zepbound og Zealand Pharmas lovende R&D-pipeline. Gubra har fået stor opmærksomhed for sit amylin-baserede vægttabslægemiddel, GUBamy, som måske kan vise sig at blive den næste generation inden for behandling af vægttab.
Lægemidlet befinder sig dog stadig i den tidlige udviklingsfase og er mange år fra en mulig markedslancering.
Der er også en betydelig risiko for, at et lægemiddel i fase 1 bliver droppet undervejs på grund af utilstrækkelig effekt, en dårlig sikkerhedsprofil eller konkurrence fra andre, mere effektive produkter. Senest måtte Gubras partner Boehringer Ingelheim i oktober opgive et fase 1 vægttabslægemiddel, der oprindeligt blev udviklet af Gubra.
Det gør Gubras aktiekurs yderst følsom over for forskningsdata. Tidligere i november præsenterede selskabet positive data, der styrkede GUBamys potentiale til behandling mod fedme.
Det fik aktien til at stige med over 40 pct. På en enkelt dag øgede selskabets markedsværdi sig med hele 3,5 mia. kr. som følge af et enkelt studie. Reaktionen understreger det store potentiale, men også den betydelige risiko, der er forbundet med Gubra.
Den positive reaktion skyldes det enorme potentiale, der findes, hvis det lykkes at lancere et konkurrencedygtigt produkt på vægttabsmarkedet. Goldman Sachs anslår, at det globale vægttabsmarked kan nå op på 900 mia. kr. årligt i 2030.
Selv en lille del af dette marked er yderst attraktivt i forhold til Gubras nuværende omsætning på omkring 250 mio. kr. og markedsværdi på knap 12 mia. kr. En investering i Gubra-aktien giver eksponering mod den langsigtede megatrend inden for vægttab, men indebærer også betydelig volatilitet.
Det er derfor afgørende, at investorer er bevidste om de risici, der følger med at investere i selskaber, hvor størstedelen af aktiens værdi er baseret på potentialet i R&D-pipelinen.