Har du danske aktier i porteføljen? Efter et 2025, hvor mange danske aktier var et sørgeligt bekendtskab, står vi nu over for en regnskabssæson, der kan afgøre, om 2026 bliver året for et tiltrængt comeback.

Det vurderer eToros markedsanalytiker Martin Juul-Olsen, der holder øje med særligt tre, kendte danske aktier:

Det er medicinalmastodonten Novo Nordisk, lydkæmpen GN Store Nord og energiselskabet Ørsted. De har alle haft et udfordrende 2025, men noget tyder på, at aktierne måske har fundet et foreløbigt bundniveau, vurderer han. 

Det kan åbne for et comeback, hvis fremtidsudsigterne er overbevisende.

1) Det spejder analytikeren efter hos Novo Nordisk
Novo Nordisk er for ham at se kommet stærkt fra start i 2026, hvor aktien allerede er steget med omkring 21 pct. 

En vigtig forklaring er stor optimisme omkring selskabets slankemiddel Wegovy i pilleform. De første amerikanske recepttal viser, at efterspørgslen er lovende, og niveauet minder om lanceringen af et tilsvarende produkt fra konkurrenten Eli Lilly.

Selvom Novo ikke ventes at præsentere konkrete salgstal for pillen i årsrapporten, vil investorerne især fokusere på ledelsens forventninger til 2026.  Her spiller meldinger om vækst, produktionskapacitet og udrulning på markedet en central rolle. 

Samtidig øges konkurrencen, og politisk usikkerhed i USA – blandt andet frygten for nye toldsatser – gør aktien følsom over for nyheder, selvom meget af Novos produktion foregår netop dér.

2) Det gælder det om for GN Store Nord
For GN Store Nord handler regnskabet i høj grad om at genopbygge tillid, vurderer Martin Juul-Olsen.

GN Store Nord har været hårdt ramt siden opkøbet af gaming-virksomheden SteelSeries i 2021, som øgede gælden markant uden at levere tilsvarende høj indtjening. 

GN-aktien er siden faldet omkring 80 pct., og investorerne vil nu se klare tegn på, at gælden nedbringes, og at forretningen igen kan vokse af egen kraft, forklarer han. 

Særligt gaming-området er i fokus, ligesom markedet vil holde øje med, om GN tør satse på nye produkter og kategorier, der kan skabe vækst, som man tidligere har set i selskabets mere offensive perioder, lyder det fra markedsanalytikeren.

3) Det holder analytikeren øje med hos Ørsted
Martin Juul-Olsen ser også frem til nyt fra Ørsted, som efter et meget vanskeligt 2025 kæmper med at genvinde tilliden blandt investorer. Genåbningen af det amerikanske havvindprojekt Revolution Wind giver dog et vist håb om mere stabilitet fremover.

Årsrapporten bliver afgørende for at vurdere, om Ørsted kan få eksisterende projekter tilbage på sporet og samtidig præsentere nye, økonomisk holdbare initiativer. 

Men energimarkedet er under forandring, understreger Martin Juul-Olsen med henvisning til, at det er blevet markant billigere at installere solenergi de seneste 15 år.

Vindenergi har ikke oplevet samme prisfald. Det gør solenergi mere konkurrencedygtig og stiller Ørsted over for strukturelle udfordringer. 

Investorerne vil derfor også se efter tegn på, at selskabet bedre kan positionere sig i forhold til den stigende efterspørgsel efter energi fra blandt andet datacentre og AI-infrastruktur – et område, hvor Ørsted indtil videre har haft svært ved at sætte et tydeligt aftryk.

Samlet set kan regnskaberne fra de tre selskaber blive en vigtig temperaturmåler for, om danske aktier står foran et egentligt comeback i 2026 – eller om investorerne fortsat vil søge mod de internationale markeder.