Investorernes appetit på aktier er ikke væk. Den har bare skiftet.

Sådan lyder vurderingen fra Martin Juul-Olsen, der er markedsanalytiker hos eToro.

For investorerne er begyndt at flygte ud af teknologiaktier og købe op i den 'gamle' del af økonomien, lyder det fra markedsanalytikeren.

»Energi er steget over 20 pct. i år, mens materialer og industri følger tæt efter med tocifrede stigninger. Teknologi er derimod nede med omkring 4 pct., og inden for sektoren er det særligt software, der er hårdt ramt med kursfald på omkring 30 pct.,« skriver han i kommentar og tilføjer:

»Markedet skelner med andre ord skarpt mellem de selskaber, der leverer den fysiske AI-infrastruktur, og dem, der endnu ikke har vist, hvordan AI løfter deres indtjening.«

Dermed er investorernes lyst til at købe aktier ikke forsvundet, og så længe de massive investeringer i kunstig intelligens fortsætter, så vil den 'gamle' del af økonomien nyde godt af det, lyder det fra Martin Juul-Olsen.

Samtidig ser markedsanalytikeren også muligheden i de bombede softwareaktier, der nærmer sig et niveau, hvor aktiekursen kan tiltrække investorer, der tør se igennem den nuværende modvind.

»Men hvis historien er en rettesnor, er det for tidligt at kalde bunden, og vi må derfor vente med at se, hvad levetiden bliver for den nuværende rotation,« skriver han.

Læs også: Europæiske børsgiganter klarer det bedre end de amerikanske techkæmper - aktiechef ser muligheder

Læs også: Aktiechefens opskrift: Her er de bedste ETF'er lige nu

Millionærklubben

Det er let at blive optaget af nye aktier, men hvordan vurderer du, om de passer ind i den samlede portefølje, inden du køber? Millionærklubben taler om porteføljesammensætning og risikobetragtninger sammen med Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, og copy trader ved eToro, Christian Jain Kongsted. Dagens regnskaber fra ISS, Zealand Pharma og DFDS kommer også under luppen, og sidst i udsendelsen disker panelet op med et par bud på interessante temaer og aktier, som de er optagede af lige nu. Vært: Bodil Johanne Gantzel