Vejen er banet for, at Novo Nordisk-aktien kan fortsætte op, efter medicinalmastodonten har sendt et lovende fedmemiddel videre til næste testfase. 

Det vurderer eToros markedsanalytiker Jakob Westh Christensen i en kommentar om selskabet, der producerer og udvikler diabetes- og fedmemedicin. 

Det mulige lægemiddel bliver af flere set som et potentielt guldæg, og det kan få investorer til at genoverveje deres syn på Novo-aktien – og lægge endnu mere brænde på den optur, der begyndte i april.

»Det er en tiltrængt positiv nyhed for selskabets forskningspipeline, som investorer længe har efterlyst,« forklarer han.

Novo Nordisk kunne torsdag offentliggøre, at deres eksperimentelle fedmemiddel baseret på amycretin rykker videre til fase 3-forsøg i begyndelsen af 2026.

Amycretin, som testes i både injektions- og pilleform, bliver af flere analytikere betragtet som næste generation af fedmemedicin – og en mulig arvtager til Wegovy, der sidste år omsatte for knap 60 mia. kr.

Nyheden kommer i kølvandet på en turbulent periode for Novo-aktien, der trods den seneste tids optur stadig er nede med knap 50 pct. over det seneste år. 

Særligt bekymringen for, om Novo Nordisk har nok i pipelinen til at fastholde sin førerposition i den benhårde konkurrence med Eli Lilly, har tynget stemningen, påpeger Jakob Westh Christensen.

Et af selskabets mest fremskredne projekter, CagriSema, har flere gange leveret skuffende forsøgsresultater, og det har sat spørgsmålstegn ved, om Novo Nordisk har endnu en blockbuster i ærmet.

Ifølge eToros markedsanalytiker Jakob Westh Christensen kan meldingen om amycretin blive et vendepunkt. 

»Der vil gå flere år, før produktet eventuelt kan nå markedet. For investorerne handler det ikke om at skabe bundlinje her og nu, men om at øge sandsynligheden for, at Novo også har den næste blockbuster klar om tre til fem år.«

Samtidig falder nyheden på et tidspunkt, hvor Novo-aktien allerede har genvundet momentum.

I april var short-positionerne i aktien på det højeste niveau siden 2017 – og positive nyheder som denne kan få skeptiske investorer til at revurdere deres positioner.

Fedmemarkedet anslås i dag til omkring 110 mia. kr., men forventes at vokse til over 600 mia. kr. inden 2030. Derfor kan ethvert tegn på, at Novo Nordisk er på vej med et muligt guld være nok til at styrke Novo Nordisk-aktiekursen i den kommende tid.

Euroinvestor følger indgående Novo Nordisk-aktien, men historien om det danske medicinalselskab er også blevet beskrevet i en stribe bøger - herunder Hanne Sindbæks to bøger, 'De Renfærdige - fortællinger om Novo Nordisk' og bogen 'August og Marie'.

Novo Nordisks historie er også beskrevet i Kurt Jacobsens bog med den umiddelbare titel 'Novo Nordisk'.