Den amerikanske chipproducent Intel offentliggør torsdag aften dansk tid sit regnskab for fjerde kvartal 2025. 

Mange investorer følger spændt med, efter at Intels aktie er steget kraftigt det seneste år. I 2025 steg aktien hele 84 pct., og alene onsdag fik den endnu et løft på 11 pct.. Samlet set er aktien nu oppe omkring 37 pct. i år.

Den store interesse skyldes, at mange håber, Intel er ved at vende en svær periode til succes. Intel har de seneste år kæmpet med hård konkurrence, men satser nu massivt på nye chips, kunstig intelligens og produktion i USA.

Ifølge markedsanalytiker Martin Juul-Olsen fra eToro vil regnskabet især give svar på tre vigtige spørgsmål. 

For det første: Er der stor efterspørgsel efter Intels nye Panther Lake-chips? 

For det andet: Hvordan klarer Intel sig i kampen om kunstig intelligens (AI)? 

For det tredje: Går det fremad med planerne om at flytte mere chipproduktion hjem til USA?

Tidligere i januar præsenterede Intel deres nyeste chips på verdens største teknologimesse. De nye Ultra Series 3-chips er de første i Panther Lake-serien og bygger på en helt ny og mere avanceret produktionsteknologi. 

Selvom forventningerne er, at Intels omsætning falder med omkring 6 pct. til 13,4 mia. dollar, og at indtjeningen bliver lav, vil investorerne især kigge efter tegn på, om kunderne faktisk bestiller de nye chips.

Særligt kunstig intelligens spiller en stor rolle. Mange af verdens største teknologiselskaber investerer enorme beløb i AI, og efterspørgslen vokser hurtigt. 

Spørgsmålet er, om Intel kan få en større bid af markedet. Her er samarbejdet med Nvidia, som laver avancerede grafikkort og AI-chips, vigtigt. 

Investorerne vil ifølge Martin Juul-Olsen gerne høre, hvordan samarbejdet udvikler sig, og om Intel kan levere nok chips til markedet, hvor manglen på produkter stadig er et problem.

Til sidst vil der også være stor opmærksomhed på Intels planer om at producere flere chips i USA, vurderer han.

Selskabet har fået politisk støtte og indgået partnerskaber, men markedet vil nu se konkrete fremskridt – for eksempel nye aftaler eller klare tidsplaner. 

Det kan ifølge markedsanalytikeren blive »afgørende« for, om Intel på længere sigt kan sikre sig en stærk position i den amerikanske chipindustri.