Henter kommentarer

Markedsstrateg advarer mod særligt marked: Aktierne er ikke fulgt med op


 

Hvis du overvejer at investere i rumaktier, så gælder det om at se sig godt for.

Det påpeger eToro’s globale markedsstrateg, Ben Laidler, der har set nærmere på rummet som investeringscase.

Selv om markedet er vokset betydeligt, så er det ikke ensbetydende med, at rum-aktierne er fulgt med op, forklarer han.

Aktier, der er eksponeret over for aktiviteter i rummet, har med andre ord ikke nydt godt af udviklingen i de højere luftlag.

Det er en del af aktiemarkedet, hvor vi finder selskaber som våbenproducenten Lockheed Martin; raketselskabet Rocket Lab; HEICO, der bygger motorer; SES, der laver batterier samt teknologiselskabet Oceaneering; ViaSat, der har specialiseret sig inden for satellitter; Trimble, der har specialiseret sig i navigation samt Virgin Galactic, der gør det i rumturisme.

Det er på trods af, at antallet af objekter, der er sendt ud i rummet, er vokset fra 453 for fire år siden til 2163, bemærker markedsstrategen.

Rumfartsselskabet SpaceXs værdi er anslået til at være 140 mia. dollar, hvilket er mere end markedsværdi på de børsnoterede selskaber Lockheed Martin og Boeing, der begge er eksponeret mod rumfartsindustrien.

Boeing og Lockheed Martin har ikke mærket noget til, at antallet af objekter, der er sendt ud i rummet, er firedoblet de seneste år, påpeger man hos handelsplatformen. 

»Det er derfor svært at investere i den unge og i sagens natur risikable og kapitaltunge rumindustri,« påpeger Ben Laidler.

Han hæfter sig ved, at samtlige rumrelaterede ETF'er har underpræsteret det store toneangivende aktieindeks, S&P 500, i løbet af de sidste fem år.