Din betalingsoplevelse online vil ændre sig markant i fremtiden.
Snart vil det være slut med at finde kortet frem fra pungen for at indtaste de magiske 16 tal, der skal til for at gennemføre et køb på internettet. Hele betalingsmetoden online vil blive præget af mere sikkerhed og enkelthed, fortæller Mastercards nordiske chef for handel i et interview med Euroinvestor.
Peter Olbing har været ansat hos Mastercard i 23 år, og han ser den nyeste udvikling inden for onlinebetalinger som spændende og endnu en milepæl inden for hans tid hos den globale betalingsgigant.
»Jeg tror, at det er et stort skridt for industrien som helhed, men selvfølgelig specifikt for Mastercard. Så det er en af de store ændringer, ligesom man kan se tilbage på overgangen fra magnetstribe til chip, og fra chip til kontaktløse betalinger. Så det er ret stort, og jeg er meget begejstret for det,« siger Peter Olbing på en skrattende videoforbindelse.
Brugere af Mastercard vil få en hurtigere og mere sikker betalingsoplevelse i fremtiden, hvilket vil ske via en såkaldt tokenisering.
Det betyder kort sagt, at de 16 cifre, som de fleste af os har været vant til at bruge, vil blive erstattet af et mere sikkert alias, en token, som kun kan bruges til et specifikt formål.
Når man gemmer sit kort hos en webshop, vil ens token kun være gældende for den butik, og kan ikke bruges andre steder.
»Det er selvfølgelig fantastisk for købmændene, det er fantastisk for forbrugerne, det tilføjer og gør hele betalingsoplevelsen endnu mere sikker, hvilket selvfølgelig er ekstremt vigtigt for Mastercard,« siger Peter Olbing.
Der er dog nogle af os, der ikke ønsker at gemme vores kortoplysninger hos en forhandler, men her vil Mastercard gennem en ny industristandard kaldet 'Click to Pay' stadig gøre det sikkert og hurtigt at betale.
I stedet for at gemme dit kort hos forhandleren, bliver dit Mastercard gemt i Click to Pay, så man kan handle uden at skulle finde sit kort frem eller indtaste betalingsoplysninger.
Mastercard introducerer også betalingsnøgler til online transaktioner, der bruger den biometriske godkendelse på enheden, som de fleste allerede bruger til at logge ind på deres telefoner og andre konti. Det fjerner behovet for at huske adgangskoder eller tjekke sms'er eller e-mails for engangskoder.
Det minder om, det man måske kender fra Apple Pay, Google Pay eller Samsung Pay, hvor man kan gennemføre en betaling ved at scanne sit ansigt eller sit fingeraftryk.
Sikkerheden er vigtig for hele betalingsindustrien, fortæller Peter Olbing. Mastercard henviser selv til en undersøgelse fra analysehuset Juniper Research. Ifølge den forventes tab som følge af online betalingssvindel at overstige 91 mia. dollar inden 2028.
Alligevel er chefen fra Mastercard dog usikker på, hvor stor en effekt sikkerhedstiltagene vil have på mængden af svindel på nettet.
»Vi tror stærkt på, at man begynder at eliminere nogle af de tilfælde af svindel ved at fjerne de rigtige kortnumre, da det øger sikkerhedsniveauet ret betydeligt,« siger han.
Mastercard håber, at de nye funktioner vil være med til at få 100 pct. af europæiske brugere over på den sikrere metode med tokenisering i 2030.
Hvornår kan vi forvente at se tiltagende i Danmark?
»Vi ruller det ud gradvist,« siger han og tilføjer:
»Jeg tror, at du kan forvente at se det i Danmark tidligt næste år.«
Det klassiske spørgsmål er, hvad Mastercard får ud af alle disse nye tiltag, og her er svaret klart fra Peter Olbing.
»Det sikrer vores position på onlineområdet, hvilket selvfølgelig er ekstremt vigtigt for os. Det, at være den bedste, mest sikre og mest enkle måde at betale online på, er selvfølgelig vigtig, siger han.
Mastercard er børsnoteret i USA, og aktien er steget med 15,7 pct. det seneste år.
I dag sikrer Mastercards tokeniseringstjeneste 25 pct. af alle e-handelstransaktioner globalt, ifølge Mastercard.
Læs mere: Carlsberg-topchef køber op i aktien efter kursfald
Læs mere: Bavarian Nordic banker op ovenpå WHO-melding

Trump ønsker kæmpe ændring