Matas har netop offentliggjort et dugfrisk årsregnskab, og her kan den store detailkæde melde om et rekordregnskab.
Det er da også første gang, at selskabet kan præsentere et komplet årsregnskab efter de opkøbte svenske Kicks i 2023.
- Det har været et rigtigt stort år for Matas Group, hvor vi har slået fast, at vi er nordens skønhedsgigant og kundernes foretrukne destination, når det kommer til skønhed og velvære. Vi har fået endnu flere kunder ind i vores butikker og har nu over 6 millioner loyalitetsmedlemmer i Norden. Vi har bevist, at kombinationen med en stærk digital forretning og fysiske butikker er vejen til succes og vækst, og vi er godt på vej til at nå vores mål om 10 mia. kr. i omsætning i 2027/28, udtaler topchef Gregers Wedell-Wedellsborg.
Matas kommer ud af det skæve regnskabs år 2024/25 med en samlet omsætning på 8.379 mio. kr.
Det er smule lavere end hvad, analytikerne på forhånd havde ventet. De havde set tallet lande på 8.404 mio. kr., viser estimater indsamlet af selskabet selv.
Bundlinjen hos detailkæden Matas er steget til 282 mio. kr. i det seneste regnskabsår.
Det er markant mere end samme periode sidste år, hvor tallet landede på 158 mio. kr.
Analytikerne havde dog set tallet lande på 306 mio. kr.
I regnskabet kommer Matas med forventninger til året, der peger på vækst, men også større usikkerhed.
For regnskabsåret 2025/26 venter Matas en omsætningsvækst på mellem 3-7 pct. på valutaneutral basis.
Det er en smule lavere end omsætningsvæksten for det aktuelle regnskabsår, der lyder på 7 pct.
EBITDA-marginen før særlige poster forventes at være omkring 15 pct. i 2025/26.

