McDonald’s-aktien fik en hård medfart på børsen og faldt med hele 4,8 pct., da fastfoodkæmpen præsenterede sine nye fremtidsplaner på en investordag.

Markedets kølige modtagelse kom på trods af, at McDonald's løftede sløret for en ny storstrategi under navnet »McDonald's Next«, bemærker AL Sydbank. 

Planen skal ellers sikre, at kæden vinder markedsandele, forbedrer sin indtjening og bliver førstevalget hos endnu flere kunder.

Det skal blandt andet ske ved at give restauranterne en opgradering og udrulle et nyt program kaldet »Make It Golden«, der skal løfte kundeoplevelsen og træningen af personalet. Men investorernes dom var altså tøvende fra start, og de sendte aktien markant ned.