Rekordhøje seertal og et bugnende reklamesalg i forbindelse med weekendens Super Bowl i USA stopper ikke en større fyringsrunde hos mediegiganten Paramount Global. 

Det amerikanske selskab, der ejer tv-kanalerne CBS og Nickelodeon, vil skære omkring 800 stillinger svarende til godt 3 pct. af sin medarbejderstab.   

Det skriver en række amerikanske medier - blandt andet CNN, Bloomberg og CNBC - på baggrund af et internt notat. 

»Disse justeringer vil hjælpe os med at opbygge vores momentum og gennemføre vores strategiske ambition for det kommende år - og jeg tror på, at vi har meget at glæde os over,« lyder det fra topchef Bob Bakish i notatet ifølge CNBC. 

Læs også: To danske giganter i kamp om danmarkshistoriens største opkøb: Her er analytikerens bud på vinderen

Fyringerne vil finde sted blandt selskabets medarbejdere verden over, mens de amerikanske ansatte har fået besked tirsdag. 

Meldingen er ifølge Bloomberg et resultat af, at selskabets streamingtjeneste Paramount+ halter efter konkurrenter, som giganten Netflix, og taber penge. 

Paramount-aktien faldt 3 pct. i tirsdagens aktiehandel. 

Mandag kunne den Paramount-ejede tv-kanal CBS ellers melde om rekordhøje antal seere til årets NFL-finale Super Bowl. Hele 123,4 mio. mennesker skulle ifølge CNN have fulgt med i kanalens udsendelse af kampen, hvilket er det højeste antal seere til en enkeltstående tv-begivenhed siden månelandingen. 

Det seneste år er Paramount Global-aktien faldet med 42 pct. 

Læs også: Bryggerigigant falder tilbage på skuffende regnskab

Læs også: Skandaleramt biotekselskab med dansk rigmand i spidsen savet ned efter kritisk rapport