Henter kommentarer

Melding: Flere børsno­te­re­de sel­ska­ber kan være nødt til at lave ka­pi­ta­l­ud­vi­del­se

Foto: JEAN-CHRISTOPHE BOTT
Vis mere

En lavine af kapitaludvidelser kan være på vej blandt danske børsnoterede selskaber.

Det skyldes, at selskaberne kæmper for at sikre sig penge under coronakrisen, eksempelvis via en 'saltvandsindsprøjtning fra ejerkredsen'. Det er meldingen fra flere investorer, ifølge Børsen.

»Vi har den seneste måneds tid fået flere opringninger vedrørende børsnoterede selskaber, som har brug for at lave en kapitaludvidelse,« siger Daniel Patterson, der er porteføljeforvalter i SEB Investment Management, til avisen.

Selskaberne har allerede sikret sig kreditfaciliteter hos bankerne, men der er en grænse for, hvor mange penge de kan sikre sig der, forklarer Daniel Patterson. Derfor vil flere selskaber formodentlig forsøge at skaffe ekstra penge fra eksisterende og nye aktionærer, lyder det.

Tirsdag meddelte elektronikproducenten Bang & Olufsen (B&O) eksempelvis, at selskabet ønskede at skaffe 400 mio. kr. via en udstedelse af nye aktier for at sikre sin overlevelse.

Her forklarede Bang & Olufsens bestyrelsesformand Ole Andersen, at selskabet befandt sig i en 'alvorlig situation'.

»Vi er nødt til at skaffe ny kapital for at komme igennem den globale COVID-19-krise. Som andre forbrugerbrands er vi påvirket af de nedlukninger, der er indført i de fleste lande verden over, og det står klart, at krisens varighed og omfang vil fortsætte med at påvirke salget på flere markeder. COVID-19 rammer os på det værst tænkelige tidspunkt, da vi netop havde lanceret vores nye strategiplan og var begyndt at se effekterne af de mange initiativer, som vi har eksekveret på de seneste seks måneder for at forbedre vores finansielle performance. Denne positive udvikling er blevet stoppet af denne ekstraordinære situation, og derfor er der behov for at rejse yderligere kapital for at styrke kapitalgrundlaget,« udtalte han i en meddelelse.

Det kan du læse mere om her.

Læs også: 4 stærke aktier: 'Du bør lede efter aktier her'

Læs også: Aktieanalytiker peger på overset udvikling: 'De gør det supergodt'