Mercedes-Benz Group har leveret en positiv overraskelse på indtjeningen i bilforretningen, hvor overskuddet oversteg analytikernes forventninger. 

Investorerne belønner selskabet med en kursstigning på mere end 5 pct.

Resultatet kommer på trods af et fald i det samlede bilsalg – særligt i Kina, hvor en langvarig ejendomskrise har gjort forbrugerne mere tilbageholdende, skriver Bloomberg News.

Bilproducentens overskudsgrad (indtjeningen i forhold til salget) faldt i andet kvartal til 4 pct. Selvom der var tale om et fald, var resultatet fortsat bedre end frygtet. 

Ifølge analytikere fra Citigroup skyldes det stærke resultat blandt andet, at Mercedes-Benz har skåret ned på omkostninger og udvikling, ligesom selskabets finansielle afdeling leverede et solidt bidrag.

Den nye eldrevne Mercedes-Benz C-Klasse udstillet under indvielsen af fabrikudvidelsen i ungarske Kecskemét. Zsolt Szigetvary/EPA/Ritzau Scanpix

Selvom indtjeningen overgik forventningerne, fastholder Mercedes-Benz sit langsigtede mål om en overskudsgrad på 3 til 5 pct. frem mod 2026. 

Til gengæld er forventningerne til årets samlede salg og leverancer blevet dæmpet: Hvor man tidligere ventede et niveau på højde med sidste år, kalkuleres der nu med en tilbagegang – primært som følge af et markant fald på 30 pct. i det kinesiske bilsalg.

De svagere udsigter i Kina har desuden udløst et tab på 704 mio. euro på de lokale investeringer. Til gengæld klarede Mercedes-Benz’ varebilsdivision sig stærkt med en overskudsgrad på 10,2 pct., hvilket var med til at opveje den sløvere udvikling for personbilerne. 

For at sikre den fremtidige indtjening har adm. direktør Ola Källenius varslet yderligere besparelser, især på hjemmemarkedet i Tyskland.