De blev behandlet som »kakerlakker«, og arbejdsmængden var alt for stor til, at de kunne følge med. 

Nu fortæller anonyme medarbejdere om arbejdsmiljøet på det omdiskuterede 737 Boeing-fly, der måtte nødlande i Oregon i USA efter at have mistet et dørpanel i januar. 

Et panel, som medarbejderne ifølge dem selv ikke var instrueret i at montere ordentligt. 

Det skriver CNN

Den ene kilde, som mediet kalder 'dørinstallatør B', fortalte til efterforskere fra det nationale transportsikkerhedsråd, at arbejdsbyrden i Boeing-fabrikken var alt for stor. 

»Vi forsøgte helt sikkert at producere for meget, ikke? Det er sådan, man begår fejl. Folk arbejder for hurtigt,« har den uidentificerede medarbejder fortalt til rådet. 

Rådet har efter hændelsen, der skete i januar, oplyst, at døren løsnede sig fra flyet, fordi der manglede fire bolte. 

En anden anonym medarbejder, som mediet kalder 'dørmanager', fortalte, at de ofte måtte lave arbejdet ved at fikse fejl, som de opdagede undervejs.

Det skyldes, at der ikke var nogen specifik træning i at montere dørpaneler, hævder kilden. 

»Vi blev sat i ukendt farvand, hvor vi udskiftede døre i samme grad, som vi skifter undertøj,« sagde medarbejderen. 

Boeing-flyenes dele bliver leveret af firmaet Spirit Aerosystems – og kommunikationen mellem de to firmaer er mildest talt anstrengt. 

»Vi blev behandlet, som om vi var fabrikkens kakerlakker,« har en Spirit-medarbejder sagt. 

Boeing har selv fortalt, at fejlen skyldes manglede papirarbejde, da medarbejderne ikke havde registreret, at de havde afmonteret døren. 

Skandalen om Boeing-flyene begyndte for alvor at rulle, da kvalitetsinspektøren hos Spirit, Josh Dean, begyndte at råbe højt om »alvorlige og grove forseelser hos den øverste ledelse af 737-produktionen«. 

Det var ligledes et 737-fly, hvor dørpanelet fløj af i januar. 

Det har siden vist sig, at problemerne har været mere omfattende.

Det kan du læse mere om HER