Tech-mastodonten Meta Platforms har taget et vigtigt skridt inden for robotteknologi ved at opkøbe startup-virksomheden Assured Robot Intelligence. Det skriver Bloomberg News.

Opkøbet, som blev afsluttet i fredags, er en del af Metas plan om at udvikle menneskelignende robotter, såkaldte humanoider, der kan bevæge sig og hjælpe med fysiske opgaver.

Assured Robot Intelligence specialiserer sig i at udvikle avancerede systemer med kunstig intelligens til robotter. 

En talsmand for Meta udtaler, at startup-virksomheden befinder sig »i frontlinjen af robotintelligens designet til at gøre robotter i stand til at forstå, forudsige og tilpasse sig menneskelig adfærd i komplekse og dynamiske miljøer.«

Metas langsigtede mål er at skabe et fundament for markedet for menneskelignende robotter. 

Selskabet ser ifølge finansmediet en parallel til, hvordan Googles Android-system og Qualcomms chips formede smartphone-industrien. 

Satsningen passer ind i en tendens, hvor også andre store tech-virksomheder som elbilproducenten Tesla, Googles moderselskab Alphabet og ehandelsmastodonten Amazon investerer massivt.