Microsoft-aktien står til at stige markant, når børshandlen skydes i gang torsdag eftermiddag i USA. 

Det sker, efter at teknologi-mastodonten fremlagde et stærkt regnskab, der overgik forventningerne blandt analytikerne i de store finanshuse rundt omkring i verden. Selskabets resultater står i skarp kontrast til Meta Platforms-aktien, der står over for et kraftigt dyk på 8,5 pct.

Microsofts salg i fjerde kvartal oversteg forventningerne, særligt drevet af den vigtige Azure-cloudforretning, som leverede en vækst på hele 43 pct. Dertil oplyste selskabet, at over 30 mio. brugere nu har et betalt abonnement på AI-assistenten Microsoft 365 Copilot – en markant fremgang fra 20 mio. i april. 

Investorerne har op til regnskaberne frygtet, at de massive investeringer i kunstig intelligens ville ramme selskabernes indtjening, men Microsofts kommende indikerer, at investorerne vurderer, at selskabets AI-investeringer begynder at bære frugt.

»Microsofts stærke salgsudvikling, kombineret med en accelererende udbredelse af Copilot, signalerer, at selskabets udbygning af datacentre for 190 mia. dollar er begyndt at give afkast,« udtaler Tracy Woo, chefanalytiker hos Forrester.

Aktien stiger 8 pct. i formarkedet torsdag. Fremgangen kom i hus, selvom Microsoft fastholdt sine høje kapitaludgifter (capex) for 2026 og signalerede endnu større investeringer i fysiske aktiver som bygninger, udstyr og AI-infrastruktur i regnskabsåret 2027.

Siden årets start er Microsoft-aktien faldet omkring 24 pct.