Milliarderne vælter ind hos et af verdens allerstørste selskaber.
Den amerikanske teknologi- og softwarevirksomhed Microsoft, har torsdag efter børsluk i USA præsenteret investorerne for friske tal i forbindelse med sit regnskab for 3. kvartal.
Det viser at selskabet i 3. kvartal lander et overskud på 21,9 mia. dollar - svarende til 152,3 mia. kr.
Helt overordnet overgik selskabet forventningerne til både indtjening og omsætning - og det var særligt cloud-forretningen, der bidrog til fremgangen.
I sit regnskab for 3. kvartal opnåede Microsoft således en omsætning på 61,8 mia. dollar mod forventninger blandt analytikerne om 60,8 mia. dollar. Også indtjeningen per aktie (EPS) overgik analytikernes forventninger som på forhånd var på 2,82 dollar per aktie. Den landede nemlig på 2,94 dollar per aktie.
Læs også: Investerer milliarder i 'bæredygtige' selskaber: Sådan udvælger de aktier
Den samlede omsætning i kvartalet voksede således med 17 pct. sammenlignet med samme periode sidste år, skriver CNBC. Det var særligt Microsofts cloud-forretning og Azure-divisionen der bidrog til den pæne omsætningsvækst. Her steg omsætningen med hele 31 pct. mod 30 pct. i seneste kvartal.
Under Azure-divisionen bidrog kunstig intelligens - blandt andet Microsoft Copilot - med 7 pct. point til omsætningsvæksten.
Læs også: Martin investerer KUN i udbytteaktier – er det mon en god idé?
For sit fjerde kvartal regner Microsoft med en omsætning på 64 mia. dollar, hvilket var en tand lavere end analytikerne havde regnet med på forhånd. Konsensus lå nemlig på 64,7 mia. dollar.
Investorerne tog pænt imod regnskabet og sendte Microsoft-aktien op med 4,4 pct. i det amerikanske eftermarked.
Eftermarkedet er et uofficielt marked for værdipapirer, der foregår i timerne op til og efter den normale børshandel i USA. Det giver blandt andet en indikation på, hvordan det kommer til at gå aktierne i den regulære børshandel.
Det seneste år er Microsoft-aktien steget med 32 pct.


























