
De amerikanske aktier revanchere sig som ventet en smule ved åbningen efter mandagens fald. Af større regnskaber bedømmes i dagens handel tal fra IBM, Halliburton, Travelers og Philip Morris.
Efter knap tre timers handel stiger S&P 500-indekset med 1,6 pct. efter et fald mandag på 1,6 pct.
Dow Jones-indekset stiger 1,8 pct., efter det bakkede 2,1 pct. mandag. Det teknologitunge Nasdaq-indeks løftes 1,5 pct. oven på et fald på 1,1 pct. dagen før.
- Vi har haft en lige linje - og nærmest lige op - og markedet er nødt til at ryste det af sig ind i mellem. Det (Delta-varianten, red.) var en undskyldning for at accelerere noget salg i går, siger Anthony Minopoli, investeringschef hos Knights of Columbus Asset Advisors, til Reuters.
Han mener, at Delta-situationen er kortvarig, og at det derfor er mere interessant, hvad der sker med beskæftigelsen, inflationen samt meldinger fra centralbanken, Federal Reserve.
IBM STIGER EFTER TAL
Efter mandagens børslukning kom der regnskab fra teknologiselskabet IBM, der tirsdag middag New York-tid får aktien til at stige 2,6 pct. til 141,45 dollar.
IBM omsatte i andet kvartal for 18,75 mia. dollar mod ventet 18,26 mia. dollar blandt analytikerne, viser estimater indsamlet af Bloomberg News. Det resulterede i en justeret indtjening pr aktie på 2,33 dollar mod ventet 2,28 dollar.
TRAVELERS BEDRE END VENTET
Det amerikanske forsikringsselskab Travelers lander en omsætning i andet kvartal, der slår analytikernes forventninger.
Aktien stiger tirsdag 1,5 pct. til 153,54 dollar.
Det fremgår af selskabets regnskab for andet kvartal.
Omsætningen på 8,7 mia. dollar er en stigning på 17 pct. i forhold til samme periode året før. Tallet var estimeret til 8,2 mia. dollar ifølge Bloomberg News.
Det er femte kvartal i træk, at selskabet overgår analytikernes forventninger. Øgede investeringsindtægter, lavere katastrofetab og frigivelser af reservekapital bidrager til at løfte bundlinjen, skriver Bloomberg News.
OLIESERVICESELSKAB I FIN FORM
Det amerikanske olieserviceselskab Halliburton ser tirsdag middag sin aktie stige 4,4 pct. til 20,22 dollar, efter overskuddet for årets andet kvartal har overrasket analytikerne positivt.
Selskabet havde nettooverskud på 26 cent per aktie mod et ventet overskud blandt analytikerne på 23 cent per aktie.
Det sker ud fra en omsætning på 3,7 mia. dollar mod 3,5 mia. dollar i samme kvartal sidste år, mens der var forventet om en omsætning på 3,8 mia. dollar blandt de analytikere, Bloomberg News har spurgt.
Topchef Jeff Miller bemærker, at selskabet har haft fremgang både på hjemmemarkedet i USA, som er særligt vigtigt for netop Halliburton, og internationalt, hvor der begge steder er opnået flotte marginer.
TOBAKSKÆMPE NED EFTER TAL
Den amerikanske tobakskæmpe Philip Morris kom ud af andet kvartal en spids bedre end ventet på resultatet, mens omsætningen skuffede en smule. Aktien falder midt på dagen tirsdag med 3,4 pct. til 94,61 dollar
Overskuddet per aktie renset for poster af engangskarakter landede på 1,57 dollar per aktie mod 1,29 dollar i andet kvartal året før. Analytikerne havde ifølge Bloomberg ventet 1,55 dollar.
Overskuddet blev hentet fra en omsætning, der steg 14 pct. til 7,57 mia. dollar mod ventet 7,70 mia. dollar.
Forventningerne til hele året blev også justeret en smule op, så de nu lyder på mellem 5,97 og 6,07 mia. dollar mod tidligere 5,95 mia. dollar til 6,05.
Efter børstid kommer der regnskabs fra blandt andet streamingtjenesten Netflix, der midt på dagen falder beskedent 0,1 pct. til 531,60 dollar.
/ritzau/FINANS




Stor guide: 57 geniale gaver

Ørsted sælger andel for 39 mia.


















