Planen har været på plads i flere år, men nu begynder opbakningen at smuldre.

Helt forventeligt, lyder meldingen fra dansk ekspert, som peger på, at politikerne i en række lande er nødt til at tage en vanskelig samtale med deres befolkninger om fremtiden med bil.

Det har længe ligget fast, at det fra 2035 ikke længere er tilladt at sælge nye biler med de traditionelle fossilbrændstoffer – altså benzin- og dieselbiler – i EU.

Læs også: Lau Svenssen fokuserer på defensive aktier

Men i modsætning til blandt andet Danmark, hvor udskiftningen af bilparken til elbiler kører i et højt tempo, kniber det i det sydlige Europa med at gøre lignende fremskridt.

Og nu kræver det første af de store EU-lande – Italien – så helt officielt, at man slår planerne i bakgear.

Det er både energiminister Gilberto Pichetto Fratin og industriminister Adolfo Urso, som er citeret for modstand mod EU-planen hos Bloomberg .

Den italienske regering mener, at planen bør ændres, så den tager bedre højde for forskellige markedsrealiteter, og at bilindustrien oplever stagnation.

I italien planlægger bilgiganten Stellantis at skære ned, og i Tyskland truer Volkswagen med at lukke fabrikker.

Læs også: Børshus ser kæmpe potentiale i Vestas-aktien: Så meget tror de, den kan stige

Industriminister Adolfo Urso opfordrer den nye EU-kommission til at fremrykke en revurdering af planerne om et 2035-forbud fra 2026 til næste år.

»Europa har brug for en pragmatisk vision; den ideologiske vision har slået fejl. Det er vi nødt til at anerkende,« siger Adolfo Urso ifølge Bloomberg.

Herhjemme kalder afdelingschef Torben Lund Kudsk fra FDM's økonomisk politisk sekretariat det 'ganske forventeligt', at der nu er modstand mod EU's planer for den grønne omstilling.

»Det kommer ikke bag på mig, at der nu er nogle nationale politikere, som ryster på hånden, i de lande hvor man er længst fra at nå målene,« siger Torben Lund Kudsk til B.T.

»Politikerne er nødt til at tage en samtale med deres befolkninger omkring, hvorfor vi gør det, og hvor vigtigt det er. Det er ekstremt afgørende, at forbrugerne kan se den grønne omstilling for sig, og at de kan se sig selv i den.«

»Nu hvor det begynder at påvirke de almindelige forbrugere, risikerer man som politiker at blive upopulær, og det skal man tage alvorligt fra EU's side,« understreger han.

Hos FDM mener man, at det er vigtigt, at den nye EU-kommission ikke ændrer på målsætningerne.

I stedet bør man se på, om der kan laves konkret politik, som kan hjælpe udviklingen på vej i de pågældende lande, mener Torben Lund Kudsk.

Artiklen er oprindelig udgivet af B.T.

Læs også: Danske giganter i markante fald – senioranalytiker peger på årsag

Læs også: Garvet investor forstår begejstringen – men han vil ikke røre aktien

I den seneste udgave af B.T.s podcast Spar Kassen fortæller 'Løvens Hule'-investor Louise Herping Ellegaard om sin vilde rejse mod at blive millionær.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at trykke play herunder.