Der er få uger til det amerikanske midtvejsvalg 3. november. Historisk har vælgerne ofte straffet den siddende præsidents parti ved midtvejsvalg, og denne gang ser ikke ud til at blive en undtagelse. Meningsmålingerne peger på fremgang til Demokraterne. Partiet kan få flertal i begge Kongressens kamre eller som minimum i Repræsentanternes Hus.

Meningsmålinger kan som bekendt tage fejl. Men uanset udfaldet er der lagt i kakkelovnen til det helt store politiske drama, når stemmerne er talt op. Det kan skabe betydelig usikkerhed på rentemarkederne i ugerne efter valget, hvis bølgerne går højt med beskyldninger om urent trav i valghandlingen. Usikkerhed giver ofte udsving i de amerikanske renter, og det kan også smitte af på de danske boligrenter.

Både før og efter midtvejsvalget sidder Donald Trump i Det Hvide Hus. De seneste par år har han været en af de vigtigste drivkræfter bag renteudviklingen – ikke mindst i år, hvor krigen mod Iran har presset priserne på bl.a. benzin, diesel og naturgas op og dermed også bidraget til markant højere renter.

Det spørgsmål, jeg stiller mig selv lige nu, er derfor hvad der får størst betydning for de danske boligrenter efter midtvejsvalget: ændringer i den politik, der faktisk kan gennemføres via Kongressen eller Donald Trumps reaktion på valgresultatet?

Det vil ikke være første gang, at et indenrigspolitisk nederlag ved et midtvejsvalg får en siddende præsident til at rette blikket mod udenrigspolitikken. Trump har allerede ført en mildt sagt meget aktiv linje internationalt, men jeg tør ikke sige, at det ikke kan blive værre. Han skal ikke genvælges, men han lader til at kere sig meget om at sætte et tydeligt aftryk på USA og sit eget eftermæle. Hvor store risici er han villig til at løbe for at opnå internationale sejre?

Kommer der en ny kraftig eskalation i konflikten med Iran i forsøget på at få præstestyret til at makke ret på den anden side af midtvejsvalget, vil det få energipriserne yderligere op – især hvis der kommer store skader på infrastrukturen i de olieproducerende lande i Mellemøsten. Det vil kunne give renterne endnu et hop op.

Det er muligt, at hensynet til vælgerne har fået Trump til at holde lidt igen over for Iran i midtvejsvalgets slutspurt. Hvis det er tilfældet, kan den begrænsning veje mindre efter valget. Det øger risikoen for en ny eskalation, og dermed også for nye rentestigninger.

Taber republikanerne midtvejsvalget 3. november, vil magtkampene i amerikansk politik sandsynligvis blive skærpet. Det kan bl.a. gøre det vanskeligere for Trump at gennemføre nye store finanspolitiske tiltag og få hævet gældsloftet næste år. Begge dele er eksempler på indenrigspolitiske sværdslag, der ofte påvirker rentemarkederne.

Men sat på spidsen kan betydningen af amerikansk indenrigspolitik for de danske boligrenter blive overskygget af udviklingen i Trumps udenrigspolitik. Hvis han efter midtvejsvalget føler sig mindre bundet af vælgernes reaktioner, kan en mere offensiv linje få langt større konsekvenser for renterne.

Denne kommentar er skrevet af Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi.

Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.