Et stort aktiekøb har sat gang i spekulationerne om fremtiden for svenske Evolution.

Milliardæren Kenneth Dart ejer nu så stor en del af selskabet, at han efter svensk lov skal forsøge at købe resten – samtidig med at casinogiganten kæmper med øget pres fra spillemyndighederne, skriver Bloomberg News.

Den amerikanske milliardær har gennem sit selskab Candle Lake Ltd. købt yderligere 2,05 mio. aktier i Evolution.

Dermed er hans samlede ejerandel kommet over 30 pct. Det er en vigtig grænse på det svenske aktiemarked, fordi en investor, der passerer den, som udgangspunkt skal fremsætte et tilbud på alle de resterende aktier i selskabet.

Kenneth Dart skal derfor inden for fire uger komme med et formelt købstilbud til Evolutions øvrige aktionærer.

Et købstilbud forbindes ofte med, at køberen tilbyder en pris over den aktuelle børskurs for at få aktionærerne til at sælge. Men det er ikke sikkert, at det bliver tilfældet denne gang, forklarer analytikere fra DNB Carnegie.

»Darts Candle Lake er ikke forpligtet til at tilbyde en præmie i det obligatoriske tilbud under svenske regler. Men tilbuddet skal være mindst lige så højt som den højeste pris, Candle Lake har betalt for Evolution-aktier inden for de seneste seks måneder,« skriver analytikerne i en note til kunder.

Det betyder, at tilbudsprisen mindst skal svare til den højeste pris, som Dart har betalt for en Evolution-aktie i løbet af det seneste halve år.

Han behøver derimod ikke lægge et ekstra beløb oven i prisen for at lokke de øvrige aktionærer til at sælge. Aktionærerne vil selv kunne vælge, om de vil acceptere tilbuddet eller beholde deres aktier.

Evolution blev børsnoteret i Stockholm i 2015 og har siden oplevet en kraftig vækst. Selskabets omsætning er steget til mere end 25 gange niveauet ved børsnoteringen.

Selskabet leverer spil og teknologi til online casinoer og er især kendt for sine live casino-løsninger. Her bliver spil som blackjack og roulette streamet i realtid fra studier med rigtige dealere.

Evolution driver ikke nødvendigvis selv de hjemmesider, hvor kunderne spiller. Selskabet fungerer i høj grad som leverandør af spil til andre casinooperatører.