En af verdens allerrigeste mænd kommer nu sin søn til undsætning.
Den indædte kamp om mediekæmpen Warner Bros. Discovery tager en dramatisk drejning, efter rigmanden Larry Ellison har lovet at hjælpe sin søns selskab, Paramount, med at købe Warner Bros. Discovery (WBD), skriver CNN.
Der er tale om en intensivering af en af årets største opkøbskrige, og trækket kan potentielt rykke ved aktiekurserne for både WBD, Paramount og rivalen Netflix, der også har forsøgt at købe Warner Bros. Discovery.
WBD’s bestyrelse har ellers flere gange sagt nej til Paramounts tilbud og udtrykt tvivl om, hvor solid finansieringen bag opkøbet er. Larry Ellison er med en formue på 252 mia. dollar verdens tredjerigste person.
Larry Ellison, der er far til Paramounts direktør, David Ellison, vil garantere 40,4 mia. dollar, der skal dække en del af den samlede aftale på 78 mia. dollar.
Larry Ellison, der står bag it-giganten Oracle, er også gået med til at give indblik i sin families økonomi, herunder at familien ejer 1,16 mia. Oracle-aktier.
Det har WBD ellers tidligere sat spørgsmålstegn ved.
WBD’s bestyrelse har indtil nu foretrukket købstilbuddet fra streamingtjenesten Netflix.
Netflix tilbyder 27,75 dollar per aktie for Warner Bros. og HBO.
Paramounts tilbyder derimod på 30 dollar per aktie for hele WBD, inklusive CNN og dets kabelkanaler.
WBD og Netflix mener, at et salg af kabelaktiverne – tv-kanaler og distributionsnetværk – vil gøre den samlede værdi højere end Paramounts tilbud.
Det er usikkert, om WBD’s bestyrelse vil ændre mening efter Paramounts seneste træk. Men aktionærerne har også en vigtig stemme, og da Paramounts tilbud er et "fjendtligt" forsøg på at overtage selskabet, kan aktionærerne vælge at gå imod bestyrelsens anbefaling.
Efter nyheden steg WBD-aktien næsten 4 pct. mandag, mens Paramounts aktie steg mere end 4 pct. Netflix’ aktie var uændret.

