Gennem mere end 25 år har Morten Gregersen sammensat investeringsporteføljer og beskæftiget sig professionelt med aktieinvestering. I alle årene har milliardforvalteren, der i dag er hos Formuepleje, haft den danske medicinalvirksomhed Novo Nordisk i de porteføljer, han har styret.
Den nyligt udsendte årsrapport fra Novo Nordisk, som milliardforvalteren modtog tirsdag aften burde derfor emme af genkendelighed og rutine. Men i stedet bød den på markante overraskelser.
»Jeg regnede med, at 2026 ville blive et svært år. Jeg var bange for, at markedet ikke helt havde forstået det og endda blevet for optimistisk efter lanceringen af Wegovy-pillen,« siger Morten Gregersen over en telefonforbindelse onsdag morgen og tilføjer:
»Men jeg er da også overrasket over, at vi skal helt herned,« siger Morten Gregersen med henvisning til Novos forventninger til 2026.
Novo Nordisk advarede nemlig investorerne om, at selskabet forventer, at både salget og overskuddet, som selskabet tjener på sin daglige drift, kan blive 5 til 13 pct. lavere end i 2025.
Det indikerer, at Novo Nordisk vil sælge medicin for ca. 27,8 mia. kr. mindre i 2026 end i 2025.
Investorerne reagerede særdeles voldsomt på den udmelding - først i USA, hvor aktien blev handlet ned med 14 pct. tirsdag. Onsdag faldt Novo-aktien med hele 17 pct. i den danske aktiehandel.
»Det er jo lidt en parole i branchen, at man skal være forsigtig, når man lover noget og så levere bedre, end man har meldt ud. Når det går den anden vej, bliver man straffet voldsomt,« siger Morten Gregersen, der i dag driver fonden Global Future hos Formuepleje.
Her har han siden lanceringen af aktiefonden i 2023 haft Novo Nordisk i porteføljen. Op til regnskabet vægtede han dog aktien ned fra dens oprindelige positionsstørrelse på 4 pct., så den nu udgør omtrent 2 pct. af porteføljen. Det skete i forbindelse med, at Novo-aktien før regnskabet havde fået en glimrende start på 2026.
Ved børsens lukketid i Danmark tirsdag var Novo-aktien steget omtrent 11 pct. i år, efter at investorerne så potentiale i selskabets stærke lancering af Wegovy-pillen.
Men stigningen - kombineret med for høje forventninger til 2026 hos analytikerne - gjorde, at Morten Gregersen solgte en del af sin position.
Milliardforvalteren noterede sig nemlig allerede et forværret forretningsmomentum i regnskabet for tredje kvartal af 2025 - og det er fortsat i tirsdagens regnskab, fortæller han:
»Regnskabet afspejler det, som jeg frygtede. Vi kan virkelig godt lide aktien på den lange bane, men forventningerne har skullet nulstilles,« siger Morten Gregersen, der har mere end 10 mia. kr. under forvaltning i øjeblikket.
Den erfarne investor vurderer dog, at Novo Nordisk ikke kan tillade sig at levere flere skuffelser til investorerne. 2025 bød nemlig på alt for mange »grimme overraskelser.«
Det har efterladt en markant større usikkerhed om investeringscasen end tidligere, lyder det fra Morten Gregersen:
»Bull-casen er gået fra, at Novo og Eli Lilly skulle sidde på fedmemarkedet, ligesom de gør med insulin, til at man nu forventer, at Novo Nordisk vil få 20-25 pct. af fedmemarkedet,« siger forvalteren og fortsætter:
»Så kan man altid diskutere størrelsen på markedet, men frygten vil blive forstærket, hvis Novo skuffer igen. Så nu skal de vise, at det her var lavpunktet og så eksekvere på deres kerneforretning. Derfor synes jeg, at det giver mening, at man sætter barren lavt.«
Morten Gregersen vurderer dog, at Novo på den lange bane står stærkt. Selskabet har nogle produkter og en pipeline, der gør, at de sammen med Eli Lilly vil dominere markedet fremadrettet.
Samtidig investerer Novo Nordisk massivt i at øge sin produktionskapacitet, hvilket vil betyde, at selskabet i fremtiden kan sidde på hele værdikæden og producere meget effektivt.
»Så kan det godt være, at det bliver til lidt lavere marginer, men konkurrenterne skal stadig tænke sig om, hvis de vil ind og konkurrere med Novo og Lilly,« siger Morten Gregersen, der ser stadig ser et langsigtet potentiale i Novo-aktien:
»Vi betragter os som langsigtede ejere af selskaber, der er attraktivt positioneret og derfra lader vi dem driftsmæssigt udvikle sig. Det har Novo historisk været gode til, og det tror jeg sådan set, at de kommer tilbage til at gøre.«
Novo Nordisk-aktien er med onsdagens kursfald nede med 6,3 pct. for året.

