Transport- og logistikgiganten DSV har onsdag morgen offentliggjort sit halvårsregnskab, som ifølge den danske milliardforvalter ArthaScope viser et selskab med fuld kontrol over tingene. Regnskabet bød på begrænsede overraskelser, men leverede alligevel pæne takter over hele linjen.

- DSV overgår samtidig forventningerne, uden at sprænge skalaen, på både omsætning og indtjening, bemærker man hos den danske milliardforvalter.

Samtidig præciserer DSV sine forventninger til årets driftsresultat før særlige poster. Den nedre grænse løftes, så forventningerne nu lyder på 23,5 til 25,5 mia. kr. mod tidligere 23 til 25,5 mia. kr.

Selvom der er tale om en minimal indsnævring, trækker justeringen i den rigtige retning, vurderer man hos ArthaScope.

Spørgsmålet er dog, hvordan investorerne vil tage imod tallene. Da DSV-aktien allerede er steget 8,5 pct. den seneste måned, peger ArthaScope på, at det ikke er 100 pct. givet på forhånd, om de gode takter rækker til at trække aktiekursen yderligere op onsdag.